Genopbygningen af Club Danmark Hallen er begyndt

Efter lang tids venten, går ombygningen af Club Danmark Hallen endelig i gang. Byggeriet starter nu og varer det næste års tid – og så er hallen klar med en masse nye baner til Valbys idrætsforeninger.

 

Club Danmark Hallen har ligget øde hen siden en del af taget styrtede sammen i 2010. Tagkonstruktionen styrtede sammen på grund af en konstruktionsfejl kombineret med en masse sne på taget, men ingen kom til skade under sammenstyrtningen.

Bygeriet kan først gå i gang nu, da afklaring af ejerskab, ansvar og forsikringsspørgsmål har taget den del tid. Derefter har der været en lang proces for at afklare, hvordan pengene til ombygningen bliver brugt bedst muligt – en proces, som de fremtidige brugere af hallen har været inddraget i.

Byggeriet kan selvfølgelig komme til at støje og støve, og entrepenøren og bygherren gør hvad de kan for at naboerne bliver generet så lidt som muligt. Gående og cyklister opfordres til at anvende fortovet ned langs Københavns Idrætsefterskole.

Club Danmark Hallen forventes at stå færdig i februar 2017.