Første spadestik Smedestræde nyhed

Første spadestik på Smedestræde er taget

Fredag den 21. maj var hele to borgmestre på besøg i Valby for at tage første spadestik til det nye botilbud til unge handicappede på Smedestræde.

Det var overborgmester Lars Weiss og socialborgmester Mia Nygaard, der greb spaderne sammen med chefen for Byg København Nana Westerbye og en repræsentant for entreprenøren DSB Plus.

Første spadestik Smedestræde. Foto: Laura Stamer

Foto: Laura Stamer

Byggeriet omfatter renovering af den gamle bevaringsværdige bygning og et nybyggeri der strækker sig fra Valby Langgade til Annexstræde, med en grøn forplads ud mod Valby Langgade.

Her skal bo 24 unge med udviklingshandicap, der har brug for støtte i det daglige. De bor i dag i utidssvarende boliger i Sydhavnen, og glæder sig til at flytte til nyt!

Byggeriet forventes at være færdigt i starten af 2023.

København en smule mere rummelig

Lars Weiss lagde i sin tale vægt på, at det nye botilbud på Smedestræde er værd at fejre. København bliver en lille smule mere rummelig, når 24 unge, der har behov for støtte, får et nyt hjem i et af Valbys dejligste og mest levende kvarterer.

De unge får med placeringen både plads og ro til at lade op i egen bolig og til at søge samværet og det sociale liv i fællesarealerne

Efter en omblæst start er projektet nu godt i gang, og der er også fundet penge til det grønne opholdssted, der bliver et nyt pit stop i kvarteret.

Socialborgmester Mie Nyegaard takkede projektets mange samarbejdspartnere, og glædede sig over, at det bliver de helt rigtige boliger til de unge mennesker. Byggeriet er med til at lappe et efterslæb på socialområdet i København.

På talerstolen var også landsformanden for LEV Anni Sørensen, der glædede sig over udsigten til gode boliger og gode fællesskaber i den her fantastisk del af byen. 24 boliger til en helt særlig gruppe unge og en grøn plads, der inviterer naboerne ind og beboerne bliver inviteret ud i verden.

Det er inklusion, der bliver ført ud i livet.

Arkitekt Bente Rørbæk fortalte begejstret om botilbuddet, der står færdigt om ca. to år. Det skal bygges i et område, der fortæller historien om Valby, hvor historien kan spores og aflæses. Det består af tre elementer:

  • Den eksisterende bygning fra 1898, der renoveres 
  • Nybyggeriet, der skal slange sig fra Valby Langgade til Asta Nielsen Stræde i en omvendt S-form
  • Udearealet med Valby Langgade, der skaber sammenhæng med bylivet 

I hele byggeriet er der fokus på bæredygtighed, med upcycling af materialer, solceller på taget mm.

Vi ser frem til det nye byggeri

Det er ingen hemmelighed, at vi havde ønsket os noget andet for grunden på Smedestræde. Vi arbejdede i mange år for, at grunden kunne anvendes til et nyt bibliotek og teatersal, og det ville have været flot hvis grunden havde fået et kulturelt formål.

Det var der dog ikke politisk opbakning til, og vi glæder os over, at der i stedet bliver boliger til unge med behov for ekstra støtte på den flotte placering på Valby Langgade.

Du kan læse mere om byggeriet og botilbuddet her:

2 svar
  1. Karsten Madsen
    Karsten Madsen siger:

    Desværre kom man for sent i tanke om at invitere naboerne. Hos os på Asta Nielsen strædet blev modtaget 18.21 eller næsten syv timer efter indvielsen var begyndt. Nogle mener Københavns kommune er for stor til at håndtere nærhed og fx sikre, at naboer, der må døje med byggestøj det næste års tid, bliver rettidigt budt til grundstensnedlæggelse og første spadestik. Forklaring efterlyses.

    Svar
    • Katrine Clausager Rich
      Katrine Clausager Rich siger:

      Hej Karsten,

      Vi har sendt din kommentar videre til projektlederne, og de er vendt tilbage med et svar:

      De er rigtig kede af at invitationerne kom for sent ud. De havde netop tænkt at de rigtig gerne ville have naboejendommen med. De har nu tænkt os at tage fat i administrator for at skabe kontakt til naboforeningen og få en kontaktperson som de kan have dialog med fremadrettet. Og de vil selvfølgelig invitere jer (i bedre tid) til rejsegildet.

      Mvh Katrine, sekretariatet

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *