Flere penge til Valby i 2017
Københavns Kommune har fordelt puljemidler til lokaludvalgene for 2017, og pga. en forøgelse af indbyggertallet, får Valby næsten 100.000 kr. mere end i 2016.
I alt får Valby Lokaludvalg 2.168.000 kr. i 2017, som skal komme Valby til gode.
Lokaludvalget vedtog på deres møde i december at fordele puljemidlerne i to:
- Lokalpuljen, der kan søges af Valbys borgere, foreninger og institutioner, får 1.200.000 kr.
- Heraf afsættes 200.000 kr. i en særlig pulje til aktiviteter under Valby Kulturdage
- Lokaludvalgets interne pulje til egne projekter, herunder borgerinddragelse, begivenheder og det lokale miljøarbejde, får 968.000 kr.
Lokalpuljen
Lokalpuljen støtter initiativer, der fremmer kulturlivet, nærdemokratiet, bydelsidentiteten og netværket i hele Valby. I udvælgelsen af de mange ansøgninger vægter lokaludvalget værdier som dialog, samarbejde og fællesskab.
Puljen har ansøgningsfrist den 15. i hver måned. Indkomne ansøgninger behandles på lokaludvalgets møde den efterfølgende måned, og har dermed en behandlingstid på omkring en måned.
Kulturdagepuljen
Lokaludvalget har reserveret 200.000 kr. af Lokalpuljen til aktiviteter under Valby Kulturdage den 1. og 2. september 2017.
Puljen skal være med til at sikre flere kulturelle aktiviteter af høj kvalitet. Puljen har samme retningslinjer som Lokalpuljen med den tilføjelse, at aktiviteten skal finde sted som en del af Valby Kulturdage, og at den skal bidrage til at styrke kulturdagenes kulturelle profil.
Kulbanepuljen bortfalder
Siden 2013 har lokaludvalget også rådet over en pulje til aktiviteter i Kulbanekvarteret, imens Ringstedbanen blev bygget. Denne pulje bortfalder fra 2017. Til gengæld er der netop startet Områdefornyelse op i kvarteret, der skal sikre den fortsatte udvikling i kvarteret. Lokaludvalget deltager aktivt i arbejdet, og har tre repræsentanter i kvartergruppen.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!