Farvel og på gensyn til TH. Bar
I weekenden åbnede TH. Bar op for sidste gang denne sæson, og for allersidste gang på den tomme grund på Smedestræde 2, som skal bebygges med ungdomsboliger. Men Nima lover at åbne baren op på en ny placering til næste år.
Et perfekt match til Smedestræde
Da Nima fik øjnene op for den tomme, grønne grund på Smedestræde, havde lokaludvalgets Miljøgruppe i to år arbejdet på et midlertidigt begrønningsprojekt på grunden. Derfor var der skabt et miljø med plantekasser og en hvid pavillon, der symboliserede Lokaludvalgets ønske om at få opført et nyt bibliotek og en teatersal på den tomme grund.
Pop-up baren viste sig at være det perfekte match på grunden, der har været et tiltrængt åndehul på Valby Langgade i nu tre sæsoner.
TH. Bar vender tilbage på ny placering i 2018
Valbys har i den grad taget TH. Bar til sig. På grund af det planlagte byggeri på grunden, kan baren dog ikke åbne på Smedestræde til næste år. Men Nima lover at åbne op på en ny placering i det centrale Valby i 2018.
Og vi glæder os til at annoncere den nye placering til foråret!
De frodige plantekasser på grunden flyttes til Toftegårds Plads, og bliver en del af den midlertidige indretning med plantekasser og cykellegebane, som Miljøgruppen har sat op.
En lang kamp for byliv på Smedestræde
Grunden på Smedestræde er kommunalt ejet, og i 2012 havde Københavns Kommune planer om at sælge grunden til en supermarkedskæde, der ville bygge en Føtex.
Lokaludvalget gik ind i sagen, og fik stoppet salget. Vi arbejdede i mange år på, at der skulle bygges et nyt bibliotek og teatersal på grunden, da det dermed både kunne løse Valby Biblioteks problemer med pladsmangel, og skabe mere liv i bymidten.
I 2016 blev det klart, at der trods en stor indsats ikke kunne rejses politisk opbakning til at bygge bibliotek og teatersal på den kommunalt ejede grund.
Læs mere om lokaludvalgets arbejde med Smedestræde:
Ungdomsboliger med grøn forplads
I 2016 overgik grunden til Socialforvaltningen, der vil bygge boliger til 24 udviklingshæmmede unge på grunden. Det arbejde begynder til efteråret, med nedrivning af de faldefærdige bygninger, jordprøver mm.
Lokaludvalget er gået positivt ind i projektet, og har blandt andet sat på dagsordenen, at der fortsat skal være en offentligt tilgængelig grøn forplads på grunden.
Læs mere om planerne for ungdomsboligerne her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!