Få oplevelser udenfor de afspærrede områder
Flere af Valbys kulturinstitutioner bidrager i år til kulturdagene med oplevelser udenfor de afspærrede områder – og du kan få både filmiske og musikalske. Se her hvad du kan opleve udenfor afspærringerne.
Stumfilm med live klaver i Valby Kino
Divaen Asta Nielsen, der begyndte sin stumfilmkarriere hos Nordisk Film i Valby, hædres i Valby Kino med hele tre stumfilm lørdag den 4. september.
Ligesom i gamle dage er filmene ledsaget af live klaverakkompagnement ved komponist Ronen Thalmay, der også vil fortælle lidt om filmene.
Lørdag kl. 15.30: Den Sorte Drøm
Lørdag kl. 19: Afgrunden & Mod Lyset
Billetter koster 60 kr. og inkluderer en drikkevare. Billetbestilling på Valby Kinos hjemmeside valbykino.dk:
Udstilling & byvandring i Lokalhistorisk Arkiv
Toftegårds Plads skal igen forandres, når vi skal have nyt bibliotek, men hvad var der før? Lokalhistorisk Arkiv har sammensat en udstilling, der fortæller om Toftegårds Plads – både nordpladsen og sydpladsen – fra dengang der var marker og til nu.
Den fortæller om sporvogne, busser, forretninger, biograf og industri, og om de mange aktiviteter: juletræ, loppemarkeder mm., der har været på pladserne. De har fundet mange spændende billeder.
Arkivet er åbent fredag 17-19, lørdag 10-17, på Mosedalvej 1.
Byvandring: I Olsenbandens fodspor
Lørdag kl. 11 & 13 kan du tage med på byvandring i Olsenbandens fodspor. Mange af scenerne i Olsen-Banden filmene er optaget i Valby, og turen går rundt til en række af disse steder. Rundviser er Jesper Jørgensen, lokal Olsenbanden-entusiast.
Mødested ved Valby Lokalhistoriske Arkiv på Mosedalvej 1.
Syng med på den danske sangskat i Timotheuskirken
Sving forbi Timotheuskirken fredag d. 3. september mellem kl. 16 og 17 og syng med på sange fra højskolesangbogen.
Sangene er en stor del af vores kulturarv, hvorfor kirken syntes det var oplagt at synge sammen under Valby Kulturdage 2021. Der synges fra start til slut og der akkompagneres fra flyglet. Der vil være mulighed for at købe øl, vin eller vand til at smøre stemmebåndene undervejs.
Man må gerne komme og gå som det passer, så længe man gør det diskret.
Timotheuskirken, Christian Bergs Allé 5.
Åbent hus i Jesuskirken
Fredag fra 18-22 holder Jesuskirken åbent hus i anledning af kulturdagene.
Der er adgang til såvel kirkens krypt og tårn som til Jesuskirkens Historiske Samling. Kl. 19, 20 og 21 er der korte 15 min. orgelkoncerter – og afsluttende andagt kl. 21.30.
VOC
Aktivitetscentret for ældre på Gl. Jernbanevej byder indenfor med foredrag, fællessang og åbent hus i anledning af kulturdagene.
Fredag 16-18 fortæller Peter Møller anekdoter og historier fra sine 10 år i showbizz.
Lørdag er der åbent hus fra kl. 11-15, og du kan starte med at synge dig glad fra kl. 11-12 med Else Vibefeldt. Fra 12.30 til 13.30 er der jazzkoncert med 2021 Jazz Quartet.
Lørdag kl. 14-15 giver Pia Søltoft en spændende introduktion til Søren Kierkegaard. Hun vil på en spændende og levende måde introducere til en masse af Søren Kirkegaards anskuelser i forhold til livet.
Se mange flere oplevelser på Valby Kulturdage i det fulde program på valbykulturdage.dk:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!