Dynamisk marked på Tingstedet

Æbler og most, mælk og ost, friskhøstede grønsager, friskmalet mel, vand- og honningmeloner dyrket lige syd for Valby og nyhøstede sprøde, søde sukkermajs.

Alt dette og meget mere er at finde på:

Lørdagens marked den 17. september kl. 10-15.

Smag på og hør om biodynamisk jordbrug
En masse biodynamiske landmænd kører på lørdag biodynamiske produkter til Valby. Kiselgården har vognen fyldt med friskhøstede grønsager, Verner Andersen fra Slangerup medbringer æbler og most, og Mejeriet Naturmælk har biodynamiske oste og mælk i deres stade under platanerne på Tingstedet. Og for alle os der ikke har helt styr på, hvad biodynamisk jordbrug egentlig er, er der hjælp at hente fra Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, der også besøger Valby på lørdag.

Danske meloner
Benyt også chancen til at smage danske vand- og honningmeloner dyrket i den danske muld lige syd for Valby på gården Ventegodtgård. Melonerne er overraskende store og saftige og absolut til at betale. Der er dog ikke tale om storproduktion, så tag morgenkaffen ved Kalles kaffevogn og brød fra Emmerys på Tingstedet og vær én af de heldige, der får en dansk melon med hjem.

Friskmalet mel
Ikke bare friskhøstede grønsager har en helt særlig duft. Det samme gælder for mel, og det kan også opleves på lørdag, hvor den forbrugerejede gård Brinkholm sælger mel, der er dyrket og malet på gårdens eget mølleri. Det er én af gårdens møllere, der sælger gårdens mel, så melet langes over disken med gode råd om bagning.

Mere information
Læs mere om markedet på www.markedslaug.dk