Cykelbroen over Folehaven reddet
Forslaget om at skrotte planerne om en cykelbro over Folehaven blev mandag aften sparket til hjørne, da et enigt Teknik- og Miljøudvalg besluttede at forsøge at finde den manglende finansiering til projektet.
Cykelbroen over Folehaven blev vedtaget på budget’ 16 til en pris af 20. mio. kr., og projektet er en del af Valbys Bydelsplan 2013. Cykelbroen skal skabe en tryg overgang for cyklister og fodgængere over Folehaven ved tilkørslen til Holbækmotorvejen – et farligt kryds, med flere ulykker på samvittigheden. I dag skal børn og voksne fodgængere og cyklister krydse vejen lige præcis der, hvor motorvejen stopper, og det skaber ofte livsfarlige situationer.
Men fordi broen nu skønnes at bliver dobbelt så dyr som beregnet, havde forvaltningen indstillet til Teknik- og Miljøudvalget at aflyse bygningen af broen – på trods af at de ikke kan pege på alternative måder at øge trygheden i krydset. Projektet bliver fordyret af, at Fredningsnævnet har truffet en afgørelse om, at broen skal opføres i konstruktion, og ikke kan etableres på en jordvold. Derudover fordyres projektet af fund af forurenet jord, en ændret linjeføring af stien, og et øget krav om risikotillæg. I alt skal der tilføres yderligere i alt 20 – 22 mio. kr., hvis projektet skal realiseres.
Efter foretræde af Valby Lokaludvalgs formand Michael Fjeldsøe, besluttede udvalget dog i stedet at pålægge forvaltningen at finde den manglende finansiering til broen.
”Det her er et vigtig projekt for området. Bare at lukke det ned uden at have undersøgt finansieringsmulighederne vil være totalt åndssvagt. Det er utrolig vigtigt, at der kommer en løsning, så der ikke længere skal gå en cykelsti tværs over motorvejen.” siger Michael Fjeldsøe.
Udover at øge trygheden for bløde trafikanter, vil cykelbroen også gøre Vigerslevparken sammenhængende, og markere en flot, ikonisk indkørsel til København.
Læs mere om cykelbroen over Folehaven