Efterlysning: Din bedste idé til at undgå affald

Har du tænkt over, hvordan vi undgår madspild? Har du en idé til, hvordan vi kan få glæde af gamle mobiltelefoner – eller andre forslag, der forhindrer affald?

Miljøministeriet inviterer alle danskere til at komme med ideer til en ny strategi om at forebygge affald. Gå ind på: forebygaffald.dk inden 1. maj, og vær med til at kvalificere den nye strategi. Der er præmier til de bedste idéer.  

Fakta: Danmark er det land i EU, der producerer mest affald per indbygger. Dermed går store mængder værdifulde ressourcer til spilde. At undgå at affald opstår i det hele taget, er den smarteste måde at komme problemet til livs på. Hvis vi producerer mindre affald, skal vi bruge færre ressourcer og penge på at udvinde nye – til gavn for både miljøet og økonomien.

1600 kg skiftede hænder

Byttemarkedet søndag den 23. marts som miljøgruppen i Valby Lokaludvalg havde arrangeret var et kæmpe tilløbsstykke. Allerede den første time havde 235 gæster medbragt mere end 1100 kilo ting og sager.

På blot fire timer deltog 416 gæster til Valby Byttemarked. Alle bytteting blev vejet og gæsterne medbragte i alt 1843 kilo, tøj, bøger, legetøj og alt muligt andet. Da dagen var omme var der 245 kg tilbage, så 1600 kg skiftede hænder på fire timer. Meld dig til gruppen Byttemarked København på Facebook, så kan du følge med hvor næste byttemarked i København er.

 

Vis hvad du værdsætter ved vand

Vandets Dag den 22. marts er en international mærkedag, der gør opmærksom på, hvor værdifuld en ressource vores ferskvand er. HOFOR – Hovedstadsområdets Forsyningsselskab – bruger dagen til at sætte fokus på det unikke danske drikkevand med en foto-konkurrence for alle HOFORs vandforbrugere.

Deltag i konkurrencen om 15 dejlige vandpræmier ved at sende et foto og en kort tekst, der viser, hvad du værdsætter allermest ved vand.

Se mere om konkurrencen og præmierne her:

Store Forårsrengøring i Valby

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til Store Forårsrengøring i Valby søndag den 27. april kl. 10-13. Mødested i år er Herman Bangs Plads, men der vil i lighed med tidligere år være indsamlingsområder i hele bydelen. Følg med på vores hjemmeside og i lokalavisen. Sidste år deltog mere end 250 valbyborgere – vi håber vi kan blive mindst lige så mange i år.

Byttemarked – kom og gør et kup

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg og frivillige gentager successen fra efteråret og holder byttemarked i Valby Kulturhus søndag den 23. marts kl 11-15. Har du lejligheden eller kælderen fuld af gode og brugbare ting, som du aldrig får brugt igen, men som er alt for gode til at smide ud? Så kan du bytte dem til noget andet du lige står og mangler.

Du kan bytte tøj, sko, bøger, køkkenting, nips og meget mere. Vi tager kun imod ting af god kvalitet og ikke hårde hvidevarer, VHS’er og TV’er med billedrør. Vi bytter til fordel for dig, miljøet, klimaregnskabet og din nabo. Alt er gratis.

Har du lyst til at være frivillig hjælper på dagen, så ring til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mobil 20 33 71 10 og hør nærmere. Du kan fx hjælpe med at rydde op på bordene undervejs, byde velkommen i døren eller rydde op til sidst. Alle der har en vagt får gratis frokost fra Café Mæt.

Genanvendelse – forsøg i din bolig?

Hvis du har en god ide til hvordan genanvendelsen kan øges i din opgang eller karre, kan du måske få hjælp til at afprøve ideen. Københavns Kommune har afsat midler forsøg med udvikling af nye affaldsløsninger. Pengene skal støtte projekter, som på en nytænkende måde bidrager til at gøre det nemt og effektivt at øge genanvendelsen og affaldssorteringen. Læs mere om støttekriterierne og hent et ansøgningsskema og send det ind inden 1. april eller 15 august 2014. Læs mere her

Informationsvideo

Lokaludvalgene i København har fået produceret en video som fortæller om lokaludvalgenes opgaver og hvad DU kan bruge dem til.
Se videoen her:

Vinterfugletur til Valbyparken og Tippen

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg tilbyder en guidet vinterfugletur til Valbyparken og Tippen lørdag den 18. januar fra kl. 10-12 med naturguiden Lars Holm Hansen, som også stod for Nattergaleturen den 2. juni i år. Disse to sammenhængende lokaliteter byder året rundt på spændende oplevelser med en bred variation af småfugle såvel som større fugle. Naturligvis er der noget færre arter at se på en vinterdag; til gengæld ses mange vinterfugle ofte i store flokke og koncentrationer.
Blandt de større arter vi forventer at se kan nævnes Knop- og Sangsvane, Pibe, – Trold- og Taffelænder, Hvinand, Lille- og Stor Skallesluger, Toppet Lappedykker, Skarv, Fiskehejre, Musvåge, Fjeldvåge, Tårnfalk, Blishøns (meget store flokke!), flere mågearter, Stor Flagspætte og alle de almindelige kragefugle, herunder den smukke Skovskade.
Af småfugle kigger vi efter Skær/Bjergpiber, den smukke tillidsfulde Silkehale, Gærdesmutte, Rødhals, flokke af Sjaggere og Vindrosler, Fuglekonge, Halemejse, Spætmejse, Bog- og Kvækerfinke, Grønsisken, Gråsisken og Dompap.
Er der is på vandet kan vi være heldige at se Havørn i området, idet denne udnytter de store ansamlinger af blishøns, der ligger tætpakket i de få våger der typisk opstår i vandområdet mellem Sjællandsbroen og Valbyparken.
Er vi heldige får vi endvidere øje på Hermelinen (lækatten) i sin smukke hvide vinderdragt med sort halespids.
Husk kikkert. Der er mulighed for forlængelse af turen, hvis vejr og stemning er til det

Dato: Lørdag den 18. januar 2014

Tidspunkt: Kl. 10-12, med mulighed for forlængelse, hvis vejr og stemning er til det

Mødested: Krydset ved Gammel Køge Landevej og Parkstien (Valbyparkens hovedindgang). Få minutters gang fra Åmarkens Station.

Bemærk at turen aflyses i tilfælde af storm, snestorm, sygdom, heldagsregn og kraftigt tågedække. Så tjek Facebook eller lokaludvalgets hjemmeside aftenen før for evt. aflysning. Vi beklager til dem der gik forgæves forrige gang, hvor vi aflyste efter stormen Bodil og udmelding fra Naturstyrelsen.

 Foto af knopsvane: Jørgen Bjerring

 

Borgermøde om skybrudsindsatsen

Lokaludvalgene i Valby og Kgs Enghave afholder i samarbejde med Københavns Kommune borgermøde om hvordan de to bydele kan blive mere robuste overfor skybrud. På borgermødet kan du se og høre om de konkrete forslag til, og give dit bud på, hvad der vil være bedst for bydelene. Borgermødet finder sted  onsdag den 8. januar kl 18.30 til 20.30 i Karens Minde Kulturhus. Se hele invitationen til arrangementet her.

Anledningen til borgermødet er at Københavns og Frederiksberg Kommune har sammen lavet en skybrudsplan, som netop nu er ved at blive konkretiseret. Forslaget til konkretiseringen er i høring netop nu og borgermødet er en del af høringsprocessen. Den endelige politiske behandling finder sted i foråret 2014. Du kan finde det samlede høringsmateriale på Købenvavns Kommunes høringsportal Bliv Hørt. Her kan du også afgive dit høringssvar.

Konkretiseringen består i at planlægge en ny skybruds-infrastruktur, som samlet set skal gøre byen mere robust over for skybrud.
 Kloakkerne kan ikke rumme de ekstreme mængder regnvand under skybrud, og derfor skal et sammenhængende net af enten skybrudsboulevarder, grønne grøfter, åbne kanaler eller underjordiske rør lede regnvandet uden om kloakken og hen, hvor det ikke gør skade f.eks. i havnen, søer eller grønne arealer. I skybrudskonkretiseringerne er byen blevet opdelt i syv såkaldte vandoplande, hvor der indenfor hvert opland udarbejdes forslag til håndtering af skybrud. Den aktuelle konkretisering omhandler vandoplandet Husum, en del af Brønshøj, Vanløse, Valby, Kgs. Enghave og en del af Vesterbro.  Planen er blevet til i samarbejde med Frederiksberg kommune, da flere at de overordnede udfordringer i området krydser kommunegrænserne. Skybrudskonkretiseringen er ledsaget af en miljøvurdering, som belyser eventuelle miljømæssige konsekvenser ved planens gennemførelse. Materialet til miljøvurderingen kan ligeledes findes på Bliv Hørt.

Jul på Smedestræde 2

Fredag den 29. november kl. 15-17 kan du møde miljøgruppen i Valby Lokaludvalg til et julearrangement på Smedestrædet 2. Her er der fokus på tips til en miljøvenlig jul, pavillionen er udsmykket med solcellelyskæder og du kan komme og lave din egen genbrugs-julelanterne.

Vi byder på lidt julegodter og varmt at drikke. Der vil også være en quiz hvor du kan vinde en julekurv fyldt med Fairtrade og miljømærkede julelækkerier. Alle er velkomne og det er gratis at deltage i workshoppen. I tilfæde af snestorm aflyses arrangementet.