Naturens dag i Valbyparken 13. september

Miljøgruppen i Valby inviterer igen i år til Naturens Dag i Valbyparken søndag d. 13. september kl. 11-14. Kom med på insekttur, slå med le og byg et høhæs sammen med Habitats, og lav dine egne blomsterkort.

 

Søndag den 13. september er det Naturens Dag, og over hele landet er der naturaktiviteter for hele familien. I Valby inviterer Valby Miljøgruppe til Naturens dag i Valbyparken, hvor alle er velkomne til at opleve den vilde natur.

Naturguide Lars Holm Hansen leder opgravningen af et antal nedgravede faldfælder, for at se, hvad skovbunden gemmer af spændende smådyr. Vi taler om det, vi finder i fælderne, og hvordan man let og med enkle midler selv kan lave  faldfælder.

Det indsamlede materiale udstilles derefter i de opstillede fotobakker på bordene ved legepladsen. Ved hjælp af bøger, fotos, bestemmelsesdug og en særlig insektkasse, kigger vi på og taler sammen om variationen af smådyr og gennemgår bl.a. fænomener som fuldstændig og ufuldstændig forvandling, forklædning eller ”mimicry”, ikondyr og skrækdyr blandt de hvirvelløse dyr og meget mere!

Samtidig kan man slå med le og bygge høhæs sammen med Habitats i Valbyparkens Vild med Vilje område, og lave blomsterkort med Valbys Miljøgruppe.

Dagen slutter med en times insektsafari, hvor vi i fællesskab aktivt leder efter forskellige arter og grupper af insekter og andre hvirvelløse dyr på en udvalgt rute i området. Lars Holm Hansen demonstrerer forskellige former for fangstmetoder til, hvordan man kan opleve og finde et stort antal spændende insekter man ellers ikke ville opdage på en almindelig gåtur.

Program:

Kl. 11-14: Slå med le, byg et høhæs og lav blomsterkort

Kl. 11-12: Opgravning af fadfælder

Kl. 12-13: Vi kigger i fællesskab på de opgravede dyr

Kl. 13-14: Insektsafari

Mødested: Ved naturlegepladsen i Valbyparken, Hammelstrupvej 98

Arrangementet er en del af Naturens Dag, hvor Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og en lang række lokalforeninger, kommuner, naturvejledere, kulturelle institutioner mv. åbner naturen i hele landet for besøgende. På www.naturensdag.dk kan du søge på arrangementer i nærheden eller få ideer til familiens naturoplevelser på egen hånd.

Naturens Dag er støtte af Nordeafonden.

Økologisk marked lørdag den 12. september

Sæsonens sidste økologiske marked er lørdag den 12. september fra 10-14. Kom og nyd den gode stemning og den hyggelige musik, og køb løs af de økologiske lækkerier, før de stribede markiser pakkes ned for sidste gang i år.

Markedet byder blandt andet på:

 

Del en bil 

Miljøgruppen i Valby sætter fokus på grønnere bilisme, og har inviteret delebil-firmaet LetsGo. LetsGo er en non-profit organisation, som arbejder på at udbrede delebilismen i Danmark, nedbringe trængsel og fremme grøn mobilitet. De medbringer en Hyundai I30 stationscar, og tilbyder gratis tilmelding til deres delebilordning på dagen – du kan spare 950 kr.

Musik 

Billy Chapeau sørger for den stemningsfulde musik til indkøbsturen. Billy har sine rødder på the Lower East Side i New York. Han har optrådt med musik og teater siden han var barn og begyndte at spille mundharmonika som 13-årig, hvor han er meget inspireret af legendariske Junior Wells og Sonny Boy Williamson. Billy spiller guitar, mundharpe og synger. Stilen er meget folk, blues og lidt jazz og
rock’n’roll.

Vel mødt til årets sidste økologiske marked på Tingstedet!

 

Vær med til at måle partikelforureningen i Valby

Bekymrer du dig om luftforureningen i Valby? Og er du ejer af en iPhone? Så kan du blive deltager i et stort forskningsprojekt, der ved hjælp af ny teknologi og citizen science vil kortlægge antallet af partikler i luften i en række europæiske storbyer.

Miljøgruppen søger deltagere til et stort EU projekt, der skal kortlægge mængden af partikler i atmosfæren. Projektet bygger på citizen science – data indsamlet af borgerne – og i Valby skal der findes 50 deltagere, det skal måle forureningen ved hjælp af deres telefoner.  

Mål med din iPhone

Miljøstyrelsen har inviteret Valby Lokaludvalg med til det europæiske projekt iSpex, der vil udnytte borgernes smartphones til at indsamle værdifuld information om mængden af partikler i luften. I projektet er der udviklet en app og en dims til at sætte på telefonen – et såkaldt spektrometer – der kan anvendes til at foretage målinger af antallet af partikler i luften, også kaldet aerosoler. Spektrometret placeres over kameraet på telefonen, og sammen med app’en anvendes denne til at registrere mængden af partikler i luften. Spektometret fungerer dog kun med iPhone modellerne 4, 4S, 5 og 5S.

Udover København skal borgere i Athen, Barcelona, Beograd, Berlin, London, Manchester, Milano og Rom måle partikler i hele september måned.

Som deltager skal man foretage målinger udenfor på alle skyfri dage i september. Når målingen er foretaget sendes de indsamlede data sammen med telefonens geografiske placering til forskerne i Holland, der bruger dem til at danne kort over partikelforureningen. Kortene offentliggøres på hjemmesiden for projektet, således at borgere og andre interesserede kan aflæse resultaterne fra målingerne i de forskellige deltagende byer.

Tilmelding til projektet

Miljøgruppen har fået 50 målere til uddeling i Valby. 10 borgere har allerede fået målere, som blev uddelt ved det seneste økologiske marked på Tingstedet. Hvis du også vil deltage i projektet, skal du kontakte miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk. Målerne afhentes hos Valby Lokaludvalg i Valby Kulturhus, 1. sal.

Alle deltagere får en påmindelse umiddelbart inden målingerne skal sættes i gang den 1. september.

Læs mere om iSpex på projektets hjemmeside: http://ispex-eu.org/

Mere om iSpex

  • Alle uddelte iSPEX enheder er gratis.
  • Modtagere af iSPEX enhederne forpligter sig til at foretage målinger på alle skyfri dage i september 2015.
  • iSPEX kan bruges til iPhone modellerne 4, 4S, 5 og 5S.
  • iSPEX bruges til at måle mængden af aerosoler i luften. Aerosoler er meget små partikler eller dråber, der svæver i luften og omfatter bl.a. støv, sand, sod, sporer fra planter og aske. De aerosoler, der stammer fra menneskeskabte kilder, kommer først og fremmest fra svovl i fossile brændsler, sort sod (black carbon) og fra afbrænding af biomasse, fx træ.
  • iSPEX kan ikke umiddelbart anvendes til at identificere hvilke typer af partikler der er tale om.
  • Der uddeles i alt over 9000 iSPEX enheder i Europæiske storbyer til målinger i september 2015.
  • I København uddeles 500 iSPEX enheder.
  • Andre Europæiske byer der er involveret omfatter bl.a. Berlin, Amsterdam, Barcelona, Rom, Beograd og Athen.
  • I 2013 gennemførte forskere fra Leiden Universitet (med forskellige samarbejdspartnere) i Holland et eksperiment, hvor 10.000 iSPEX enheder blev delt ud i Holland til målinger.

Økologisk Marked lørdag den 8. august

Sommerens næste økologiske markedsdag på Tingstedet er lørdag den 8. august. Staderne byder på et bredt udvalg af økologiske lækkerier, og Valby Miljøgruppe sætter fokus på en grønnere måde at køre bil.

Efter årets første to økologiske markeder på Tingstedet, der har været meget velbesøgte og foregået i højt solskin, kan markedet den 8. august melde fuldt hus med stadeholdere. Du kan blandt andet shoppe løs hos:

  • OGGI, der medbringer økologiske syltede specialiteter
  • Ellemosegaard, der tilbyder friske krydderurter og grøntsager
  • Organic Designs, der sælger skønt økologisk børnetøj
  • Bækvang økologiske gårdbutik, der står klar med æg, kød og andre lækkerier fra deres økologiske landbrug. Bækvang kan også sørge også for en grillet pølse og en frisk fadøl.
  • Kysøko, der har 8 slags økologisk gourmet æblemost og pæremost med fra plantagen. Derudover masser af økologiske solbær, ribs og stikkelsbær af forskellige sorter, økologiske pærechips, og rå koldslynget og koldrørt forårshonning fra egen plantage.

 

Gratis tilmelding til delebilordning

Miljøgruppen i Valby sætter fokus på grønnere bilisme, og har inviteret delebil-firmaet LetsGo. LetsGo er en non-profit organisation, som arbejder på at udbrede delebilismen i Danmark, nedbringe trængsel og fremme grøn mobilitet. De medbringer en Hyundai I30 stationscar, og tilbyder gratis tilmelding til deres delebilordning på dagen – du kan spare 950 kr.

Folk-musik til indkøbsturen

Det unge stjernefrø på folk-himmelen Spencer Gross besøger økologisk marked den 8. august med sin opdatering af folk, blues og old-time. Spencer spiller fast med tre forskellige orkestre i København, og tager nok et par musikalske venner med til markedsdagen.

Vi ses til økologisk marked på Tingstedet!

Høje niveauer af radon målt i Valby

I vinteren igangsatte Valby Lokaludvalg sammen med Det Økologiske Råd en undersøgelse af, hvor stort et problem radonforurening er i Valby. Resultaterne blev præsenteret på borgermøde den 25. juni i Valby Kulturhus, og viser, at radonforurening er et stort og overset problem i Valby.

 

Da Valby Lokaludvalg og Det Økologiske Råd i vinteren igangsatte en stor undersøgelse af omfanget af radonforurening, var der stor interesse. Der var over 150 henvendelser for at deltage, og der blev målt radon i 22 boliger, bredt fordelt i Valby.

Radon er en radioaktiv luftart, der trænger ind i vores boliger gennem utætheder i fundamentet. Radon er kræftfremkaldende og udgør en særlig risiko, hvis husets nederste plan (f.eks. kælderen) anvendes til beboelse.

Undersøgelsen fokuserede på huse, der enten havde soveværelse i kælder, børneværelse i kælder, opholdsrum i kælder eller ikke havde kælder. Resultaterne er nedslående – i 70 % af husene blev den nedre grænseværdi overskredet, og i 35 % af husene blev den øvre grænseværdi overskredet. De største overskridelser ses typisk i sove- og børneværelser.

På borgermødet præsenterede Kåre Press-Kristensen resultaterne af undersøgelsen. Torben Valdbjørn Rasmussen fra Statens Byggeforsknings Institut fortalte hvordan man kan reducere radonindholdet i boligen. Som led i projektet er der lavet en folder om radon i boliger og simple løsninger til at nedbringe radonindholdet.

Materialer fra borgermødet:

Folderen Radonmålinger i Valby

Torben Valdbjørn Rasmussens præsentation

Kåre Press-Kristensens præsentation 

Om Radon:

  • Radon er en radioaktiv luftart, der trænger ind i vores boliger gennem utætheder i fundamentet.
  • Radon er ansvarlig for halvdelen af den samlede bestråling af den danske befolkning.
  • Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen.
  • Hos børn øger radon risikoen for akut leukemi.
  • I København er de sidste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig (jf. Dansk Radonanalyse). Risikoen er størst i rum med høje niveauer, hvor beboere opholder sig længe f.eks. soveværelser og stuer/opholdsrum i husets nederste etage.

Økologisk marked med plantebytte lørdag den 11. juli

Lørdag den 11. juli er der igen økologisk marked på Valby Tingsted. Ved Miljøgruppens stand kan du bytte dig til nye planter til din altan, køkkenhave, vindueskarm eller gårdhave. Og så er der som altid stadeholdere med alskens økologiske lækkerier og hyggelig musik til indkøbsturen.

Økologisk marked lørdag den 11. juli får blandt andet besøg af:

  • Take Me Home med økologiske syltede specialiteter lavet fra bunden – f.eks. appelsinmarmelade, chilichutney, romescosauce, og meget andet lækkert
  • Ellemosegaard med friske krydderurter og grøntsager
  • OGGI med lækre økologiske syltevarer
  • KysØko med økologisk æblemost og honning fra egen plantage
  • Dantes Olivenolie og Vin
  • Vores Brød sælger økologisk kaffe, brød og kage

Plantebytte

Grav et par stiklinger op og tag med til plantebytte hos Miljøgruppen. Så kan du få nye fine planter fra Valbys andre glade havedyrkere med hjem. Niels står klar til at formidle bytteriet, og har stiklinger af mammelukærme, løvefod og skovjordbær med fra egen have.

Musik 

Som altid er der hyggelig musik til indkøbsturen – lørdag den 11. er det gruppen Mississipi Flapjacks, der står for underholdningen. Duoen består af Neil Stanford på guitar og sang og Billy Chapeau på mundharpe, guitar og sang. De disker op med et repertoire der kommer vidt omkring i de amerikanske blues, folk og jazz rødder og op til moderne tid.

Krydret med humor og anekdoter bringer Neil Stanford og Billy Chapeau musikken ud over scenekanten og tager publikum med ind i det univers, som de selv elsker og fascineres af – the blues!

Følg også med på Facebook for mere information om stadeholdere og musik.

Radonforurening i Valby – borgermøde 25. juni

Lokaludvalget har igangsat et større radonprojekt i tæt samarbejde med Det Økologiske Råd, hvor der er blevet målt radon i 22 boliger i Valby. Målingerne gennemgås på et borgermøde i Valby Kulturhus den 25. juni fra 19-21.

Radon er en radioaktiv luftart, der trænger ind i vores boliger gennem utætheder i fundamentet. Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen. I København er de seneste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig (jf. målinger fra Dansk Radonanalyse).

Lokaludvalget har derfor igangsat det store måleprojekt, da lignende projekter fra Brønshøj-Husum og Vanløse tydeligt illustrerede problemets omfang og den manglende viden om radon i boliger. Med projektet ønsker Valby Lokaludvalg at få mere viden om radonindholdet i bydelens boliger.

Målingerne i Valby bliver præsenteret på borgermødet i Valby Kulturhus torsdag d. 25. juni. kl. 19-21. På mødet vil en ekspert fortælle om radons sundhedsskadelige virkninger og hvad man kan gøre for at reducere radonforureningen.

Program

19.00-19.10: Velkomst
Henrik Palsmar, formand for Valby Miljøgruppen under Valby Lokaludvalg

19.10-19.30: Målinger af radon i Valby
Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Det Økologiske Råd

19.30-20.10: Radon: Forurening og løsninger
Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker v. Statens Byggeforskningsinstitut

20.10-20.30: Kaffe og te

20.30-21: Spørgsmål og debat med oplægsholderne

Der er fri adgang til borgermødet, der afholdes i Teatersalen i Valby Kulturhus.

 

Sommerens første økologiske marked på Tingstedet den 13. juni

Sommerens første økologiske marked på Tingstedet er lørdag den 13. juni fra 10-14. Lokaludvalget fejrer åbningen med gratis is fra Hansens ismobil, og Tingstedet fyldes med lækre økologiske specialiteter og hyggelig musik.

Sommerens første økologiske marked får blandt andet besøg af:

  • Ismobilen med lækker økologisk is fra Hansen – og Lokaludvalget byder på en gratis kugle til de første 100 besøgende.
  • Bækvang økologiske gårdbutik med økologisk kød, ost, æg og en masse andre specialiteter – og som prikken over i’et grillede pølser og kold fadøl
  • Vores Brød med et udvalg deres lækre økologiske brød og kager – og selvfølgelig økologisk kaffe
  • Organic Designs med et udvalg af skønt økologisk børnetøj, så man kan klæde de små på med god samvittighed.
  • Pinotage Vin med et stort udvalg af økologiske og biodynamiske vine fra Sydafrika
  • Nordic Chufa med den lille økologiske Chufa-knold, en mandellignende nød, som kan bruges som snack, i madlavning og til at fremstille den forfriskende drik horchata
  • Take Me Home med økologiske syltede specialiteter lavet fra bunden – f.eks. appelsinmarmelade, chilichutney, romescosauce, og meget andet lækkert
  • Ellemosegaard med friske krydderurter og grøntsager

Musik til indkøbsturen

Trioen TWANG sørger for musik til markedsdagen. Bandet består af de tre unge musikere Thyge Søndertoft Pedersen, Spencer Gross og Peter Banks, der har den fælles mission at modernisere og sprede den amerikanske folkemusiktradition. Musikken spænder fra bluegrass, western swing, blues, oldtime
til ragtime, og er sammensat af både traditionelle og originale numre. Du kan høre en smagsprøve på drengenes kunnen her.

Hvis du vil holde dig opdateret med info om stadeholdere og underholdning på sommerens økologiske marked, så besøg markedets side på Facebook.

Vel mødt til sommerens første økologiske markedsdag på Tingstedet!

Vil du være med til at pleje Valbys natur?

Tirsdag den 2. juni inviterer miljøgruppen i Valby Lokaludvalg alle frivillige, der gerne vil engagere sig i naturplejen i Valby, med på naturplejetur til Sydhavnstippen og Damhusengen.

København har mange skønne naturområder, der plejes af engagerede, lokale frivillige. Har du lyst til at være en af dem, har du her chancen for at besøge både Damhusengen og Sydhavnstippen og at møde frivillige og fagfolk, der arbejder med naturpleje der eller andre steder i Københavnsområdet.

Turen starter kl. 16.30 på Valby station, og første stop er Sydhavnstippen, også kendt som Tippen, et unikt natur- og kulturområde på Sydhavnens yderste spids. Derfra videre til Damhusengen, hvor der efter en omvisning i det smukke naturområde bydes på en sandwich. Kl. 20 går turen tilbage til Valby station.

Turen er for dem, der vil gøre en aktiv indsats med naturplejen i Valby. Mange skønne naturområder har brug for folk, der vil være med til at bevare og udvikle naturområderne, f.eks. ved at deltage i det halvårlige Høslæt i Valbyparken.

Det er gratis at deltage, og pladserne uddeles efter først-til-mølle, dog vil der blive sikret en vis spredning mellem bydele og organisationer. Tilmelding til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen zm5y@okf.kk.dk senest den 27. maj.

Turen arrangeres af miljømedarbejderne i fem af Københavns Lokaludvalg i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Sanketur i Valbyparken lørdag den 30. maj

Miljøgruppen inviterer sammen med Byhøst på årets første sanketur i Valbyparken lørdag den 30. maj fra 14-15.30. Kom og saml spiselige urter og planter i Valbyparken sammen med Byhøst og en urtevejleder.

Man kan efterhånden mærke at foråret har fået godt tag i landet, og i den anledning inviterer miljøgruppen til at tilbringe en lørdag eftermiddag i det naturskønne Valbyparken, på jagt efter vilde urter.

Sammen med Byhøst udgav Miljøgruppen i 2014 folderen “Spis din by – Valbyparken“. I guiden kan man læse om hvilke urter man kan finde i parken, og hvornår på året man kan være heldig at finde dem. Det er en guide til at samle råvarer i byen, viden om de planter man kan finde, og inspirerende opskrifter til hvad man så kan gøre med de sankede lækkerier derhjemme.

Kom med på sanketur og afprøv de gode tips, og finde de urter og planter, der er i sæson, f.eks. vild kørvel, strandkarse, løgkarse og strandmælde.

Hvornår: Lørdag den 30. maj 2015 kl. 14-15.30.

Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op ved Café Rosenhaven, Hammelstrupvej 100.