Grav Sydhavnsmetroen ned ved Ny Ellebjerg st.

Lokaludvalget har netop indsendt endnu et høringssvar med budskabet om, at Sydhavnsmetroen skal graves ned og have endestation på nordsiden af Ny Ellebjerg st., i stedet for at ende i terræn på sydsiden af stationen.

 

Lokaludvalget har skrevet høringssvar til den forudgående høring for VVM redegørelsen om metro til Sydhavnen. VVM redegørelsen skal redegøre for de miljømæssige konsekvenser ved metrobyggeriet, både i tilfælde af en perron i terræn på sydsiden af Ny Ellebjerg st., og en nedgravet perron på nordsiden.

Valby Lokaludvalg har tidligere henvendt sig til Borgerrepræsentation og Økonomiudvalget om metro-forløbet til Ny Ellebjerg. Lokaludvalget fokuserer på ønsket om, at metroen skal løbe i en tunnel og ende i en station på nordsiden af stationen.

Det er der to grunde til:

1) Ny Ellebjerg som trafikknudepunkt

Både i Københavns Kommunes og statens planer er Ny Ellebjerg udnævnt til fremtidigt trafikknudepunkt, hvor S-tog, Regionaltog og fjerntog mødes. Samtidig kobler Ny Ellebjerg på bussystemet og en mulig fremtidig letbane. Ny Ellebjerg er udset til at opfylde en væsentlig mere kompleks opgave end Flintholm, så det nytter ikke at lade sig nøje med lappeløsninger. Det kræver optimale omstigningsmuligheder, hvis stationen skal fungere som en effektiv trafikmaskine.

I dag fremstår Ny Ellebjerg som en labyrint med vanskelige og uoverskuelige omstigningsmuligheder og perronadgange. En løsning, hvor metroen ender på terræn på den sydøstlige side af Ny Ellebjerg vil give lange gangveje og forstærke indtrykket af en uoverskuelig og ulogisk station. Den rigtige løsning er entydigt at lægge stationen som undergrundsstation på nordsiden af Ny Ellebjerg, hvor der bliver direkte og logisk omstigningsmulighed til de øvrige transportformer.

2) Fremtidssikring af Ny Ellebjerg

Der er oplagte muligheder for videre udvikling af metrolinjen fra Ny Ellebjerg, enten gennem en forlængelse som metro eller letbane til Hvidovre Hospital og letbanen i Ring 3, eller ved at lade den fortsætte som metro ad S-Ringbanen til Hellerup. Især den sidste løsning ville kunne realiseres inden for en forholdsvis kort tidshorisont. Disse løsninger forudsætter, at metrostationen anlægges som undergrundsstation, da det er den eneste mulighed for at krydse de eksisterende sporanlæg.

Lokaludvalget vil blive ved med at gøre opmærksom på, at Ny Ellebjerg Station er opbygget ulogisk og virker som en labyrint og en barriere i området. Hvis stationen skal fungere som trafikknudepunkt, bør der udarbejdes en samlet løsning, der gør stationen overskuelig, tilgængelig og tryg at bruge. Lokaludvalget ønsker at der udskrives en arkitektkonkurrence om indretningen af Ny Ellebjerg st., så den kan blive et attraktivt trafikalt knudepunkt, i stedet for en mere og mere labyrintisk station.

Læs hele høringssvaret om forudgående høring for VVM redegørelse af metro til Sydhavnen.

Debatindlæg: Der bor mennesker ved Ny Ellebjerg Station

Lokaludvalget har netop indsendt høringssvar til BaneDanmark om den planlagte niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg Station.Formand Michael Fjeldsøe redegør i et debatindlæg bragt i Lokalavisen den 21. november for, hvilke bekymringer og krav Valby Lokaludvalg har til det forestående byggeri ved stationen.

 

af Michael Fjeldsøe, Formand for Valby Lokaludvalg

Den niveaufri udfletning, der skal gå fra Ny Ellebjerg Station og op til nord for Vigerslev Allé, er endnu et baneanlæg gennem et tæt bebygget område i Valby ved Ny Ellebjerg Station. Området er i forvejen gennemskåret af S-togbanen til Køge, S-ringbanen til Hellerup, fjern- og godsbanen til Sverige, fjern- og regionalbane Roskilde-København H samt den nye Ringstedbane, der er under opførelse. Derudover vil den netop vedtagne metro til Sydhavnen få endestation på Ny Ellebjerg, efter planerne på en overjordisk station i terræn.

Der er ikke tale om at bygge på en bar mark, men midt i Valby. Det betyder, at der er essentielle hensyn at tage for at det stadig kan være en glæde at bo i området.

Bro eller tunnel?

Der er i de fremlagte forslag tale om at bygge enten en jernbanebro, der på sit højeste punkt vil ligge fem meter højere end det nuværende skinneniveau, eller en jernbanetunnel. Begge forslag vil være kraftigt indgribende i området.  Det drejer sig om plads, støj og udseende.

Når projektet er færdigt er en tunnelløsning bedst, når det drejer sig om støj og visuel påvirkning, men den kræver større arealinddragelser og nedlæggelse af ca. 50 kolonihaver. En tunnel er desuden meget dyrere. Hvis det ender med en bro, er det afgørende at man vælger den version, der bevarer kolonihaverne helt og sørger for at støjdæmpe den optimalt. Det visuelle indtryk bliver helt afgørende, for det vil blive Valbys nye vartegn, der kan ses langt omkring.

BaneDanmark arbejder med beregningsmetoder, der tager udgangspunkt i samlet mængde støj over et døgn. Når der i fremtiden skal køre færre godstog på strækning Ny Ellebjerg – Vigerslev anses det derfor for acceptabelt, at hvert enkelt tog larmer mere, og det konkluderes, at der på grund af beregningsmetode alligevel ikke er behov for yderligere støjafskærmning. Især er deres argument urimeligt i forhold til beboerne i Valby Have, hvor det konkluderes, at fordi beboerne allerede i dag er støjbelastede på grund af manglende støjskærme, så er det ikke nødvendigt at gøre noget. Det nye projekt støjer nemlig i beregningen kun lige så meget for meget som nu. Det er åbenlyst uacceptabelt for borgerne i området.

Husk sammenhængen!

Når man samler så mange projekter og bruger så mange penge på forskellige projekter i et så forholdsvis lille område som Ny Ellebjerg, og samtidig forventer, at stationen skal kunne fungere som trafikalt knudepunkt for hele København og aflaste Hovedbanegården i fremtiden, så er det hovedrystende, at projekterne ikke tænkes sammen. Lokaludvalget ønsker, at der udskrives en arkitektkonkurrence for den samlede udbygning ved Ny Ellebjerg Station, så den kan blive det ønskede trafikale knudepunkt og ikke en labyrintisk og endnu mere forvirrende station med flere og flere knopskydninger. Se bare den gennemtænkte løsning, som Transportministeren lige har præsenteret ved den nye Køge Nord-station. Det kan godt lade sig gøre!

 Lokaludvalgets krav:

Arealkrav

Nord for Vigerslev Allé ligger et stort område med kolonihaver i første parket til banen. En tunnelløsning vil kræve nedrivning af 50 huse, mens en broløsning vil betyde nedrivning af omkring 15 huse. Alle kolonihaver kan dog bevares, hvis der vælges en løsning, hvor der bankes spuns ned langs banen. Da området ikke blot et værdifuldt område i sig selv, men også udgør også et grønt bælte op mod det store boligområde mellem Vigerslev Allé og Roskildebanen, vil varianten med spuns helt klart være den rigtige i forhold til miljø og hensyn til naboer.

Visuelt udtryk

En bane løftet op til fem meter over det nuværende niveau over en strækning på 1600 meter vil være et meget markant indslag i bybilledet. Valby Lokaludvalg opfordrer til, at der arbejdes intensivt med den visuelle udformning, og at der udskrives en arkitektkonkurrence om udformningen af den niveaufri krydsning. Når det under alle omstændigheder vil blive et visuelt vartegn for Valby, må det sikres, at det bliver af høj kvalitet og ikke en skændsel. Også udformningen af støjskærme bør have denne vartegnskarakter, fx ved at bygge en tunnel på søjler.

Støj

Udformningen af anlægget må i det hele taget ske, så det sikres, at støjbelastningen ikke øges for disse i forvejen belastede områder. Togtrafikken i området forventes at blive langt mere intensiv på banerne ved Ny Ellebjerg. Der er blandt andet tale om flere tunge godstog til og fra Sverige på alle tider af døgnet, og selv om mange godstog vil køre på Ringstedbanen, vil et anlæg med en bro vil sprede støj over et større område end nu med mindre der arbejdes intensivt med at lave en optimal støjafskærmning.

Læs hele Valby Lokaludvalgs høringssvar her

Debatindlægget er bragt i Lokalavisen Valby fredag den 21. november 2014.

Skøjter og træer på Toftegårds Plads

Lokaludvalget kommer i den næste tid til at fokusere en del opmærksomhed på Toftegårds Plads. På lokaludvalgets møde den 14. oktober blev det besluttet at afsætte midler til at give aktiviteter omkring skøjtebanen et tiltrængt løft i år. Og Miljøgruppen har valgt at gøre begrønning af Toftegårds Plads til fyrtårnsprojekt i 2015 .

Skøjtebane med skøjteudlejning

Fra 2011-2018 er der hver vinter skøjtebane på Toftegårds Plads. Efter de første år, med sjove aktiviteter og en velbesøgt skøjtering, led skøjtebanen sidste år under manglende skøjteudlejning og for varmt vejr. Kultur Valby og Valby Lokaludvalg gjorde sammen en stor indsats for at få banen til Toftegårds Plads, og går nu igen sammen for at sikre, at banen bliver velbesøgt i år.

Der er indgået aftale med en skøjteudlejer, så det i år bliver muligt at leje skøjter, hvis man ikke selv ejer et sæt. Derudover lægges der vægt på hyggelige aktiviteter og events, og på at gøre pladsen omkring skøjtebanen hyggelig med lys, bænke og beplantning.

Vi vil fokusere på at skabe hyggelige rammer omkring banen. Vi skal ikke prøve at være hverken Kgs. Nytorv eller Frederiksberg, men vi skal skabe vores eget udtryk. Med indbydende rammer og mulighed for at leje skøjter skal det nok blive et tilløbsstykke i år” lover Villy Sørensen, næstformand i Valby Lokaludvalg.

Midlertidig og mobil begrønning

Der lægges vægt på, at de ting, der sættes på pladsen, også kan bruges til sommer og efterfølgende år, så det i det hele taget bliver et løft af Toftegårds Plads. Når skøjtebanen pakker sammen, tager lokaludvalgets miljøgruppe over med midlertidig og mobil begrønning af pladsen.

Vi vil foreslå en midlertidig nyindretning af den tredjedel af pladsen, der ligger op til Vigerslev Allé. Vi vil tage udgangspunkt i, at det netop er en parkeringsplads omgivet af trafik og lave en grøn trafiklegeplads med flytbare træer (i store krukker, så vi ikke skal gennem asfalten), blomsterkasser og bænke.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Miljøgruppen

Til at begynde med fokuserer gruppen på at male op på asfalten, prøve at skaffe et lyssignal og udsmykke med så mange mobile træer og grønne installationer, som der er råd til. Gennem de kommende år kan der så indkøbes stadig flere begrønningselementer. Alt skal være flytbart, så det også kan anvendes til at udsmykke skøjtebanen og stilles op i andre formationer, hvis man en gang imellem skal bruge pladsen til andre formål.

En grøn trafiklegeplads vil kunne bruges af børnefamilier, børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner til træning i sikker, grøn færdsel (fod- og pedalkraft) og dermed give dem ærinde på pladsen. Den kan også forskønne området og invitere flere til at opholde sig dér og måske få nye ideer til indretning af hele pladsen.

Og så sker miraklet måske, at Københavns største plads engang bliver grøn og til gavn og glæde for byens borgere!

Borgermøder i november

November byder på hele tre borgermøder, hvor vi vil høre din mening om Valbys udvikling. Giv din mening til kende om den planlagte niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg station, Metro til Sydhavnen og det planlagte byggeri ved Poppelstykket.

  • Niveaufri udfletning – tirsdag den 4. november kl. 19-21, Valby Kino, Gl. Jernbanevej 36
    • BaneDanmark inviterer til borgermødet i Valby Kino tirsdag den 4. november kl. 19-21
    • Byggeriet af Ringstedbanen betyder, at der skal laves en løsning, så øresundstogene kan krydse de nye spor. På borgermødet præsenteres to løsningsmodeller for det: En broløsning, hvor sporet føres over den nye bane, og en tunnelløsning, hvor sporet føres under.
    • Valby Lokaludvalg følger sagen om udfletningen tæt, da det bliver et stort og tydeligt indgreb i lokalområdet omkring stationen.
  • VVM redegørelse om Metro til Sydhavnen – mandag den 17. november kl. 19-21, Aalborg Universitet Sydhavnen, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV
    • TMF afholder borgermødet, hvor de præsenterer VVM redegørelsen for Metro til Sydhavnen.
    • Lokaludvalget følger projektet tæt, da metroen, som den er projekteret nu, skal ende i en station i terræn, hvilket vil gøre den forvirrende Ny Ellebjerg st. endnu mere usammenhængende.
  • Poppelstykket – Torsdag den 20. november kl. 19-21, KIES idrætsefterskole, Julius Andersens vej 25
    • TMF afholder borgermøde om planforslagene for Poppelstykket. Hent materiale her.

PARK(ing) Day i strålende solskin

Vejret viste sig fra sin gode side, da Miljøgruppen indtog to parkeringspladser foran Irma på Valby Langgade 46-48, og omdannede dem til en hyggelig, grøn park i to timer fredag den 19. september. Det skete som led i den globale begivenhed PARK(ing) Day, hvor parkeringspladser verden over blev begrønnet.

”Hvorfor ser det ikke sådan ud hver dag!”

Det var reaktionen fra de mange forbipasserende da miljøgruppen fra Valby Lokaludvalg fejrede PARK(ing) Day fredag den 19. september. To parkeringspladser  var omdannet til grønt byrum, og over 150 mennesker lagde vejen forbi til en snak om trafik, grønne byrum, cykelstier, og mange andre sager, der optog dem. Miljøgruppen bød på kaffe og kage, og Irma bød på et glas juice til de mange besøgende.

De besøgende kunne også blive opdateret på andre af Lokaludvalgets projekter. I lyset af de netop overståede budgetforhandlinger ville folk gerne høre om bibliotek+teatersal på Smedestræde, som ikke kom på budget ’15, og Herman Bangs Plads, som der blev penge til på budget ’15.


PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin
PARK(ing) Day i strålende solskin

 

Park(ing) day er en international begivenhed, der startede i 2005 i San Fransisco, og siden har vokset sig rigtig stort. I 2011 optalte organisationen bag over 900 installationer i mere end 160 byer, spredt over seks kontinenter. Formålet med dagen er at åbne floks øjne for andre måder at bruge byen på, og fremme diskussionen om nødvendigheden af grundlæggende ændringer i byens indretning.

Se flere Parking Day installationer på Instagram

Valby på budget ’15

Københavns Kommunes budgetforlig ’15 faldt på plads i sidste uge, og Valby blev som lovet tilgodeset på flere punkter. Den helt store post, nemlig bibliotek+teatersal på Smedestræde, blev det dog ikke til i denne omgang. Til gengæld blev der afsat penge til renovering af Herman Bangs Plads, omlægning af linje 18 til en 8A og helhedsrenovering af Folehaven.

Lokaludvalget har hele året arbejdet intensivt med planerne for bibliotek og teatersal på Smedestræde, for at gøre projektet klar til budgetforhandlingerne. Der har været stor opbakning fra kultur- og fritidsudvalget, i form af midler til reservationsleje og midlertidige aktiviteter. At projektet ikke blev vedtaget i år er derfor en skuffelse. Der er dog afsat penge til at reservere grunden endnu et år, og til at rive de faldefærdige bygninger ned. Formand for Lokaludvalget Michael Fjeldsøe ser stadig håb for projektet på Smedestræde: “At der er afsat to millioner til at nedrive bygninger på grunden, læser jeg som et signal om at kommunen faktisk har tænkt sig selv at bruge den her grund. At der dermed er vilje til at få den på næste års budget” fortæller han i Valbybladet. Senest i ’16 skal der ligge en beslutning om grundens fremtid, så Lokaludvalget arbejder benhårdt videre på at få realiseret en ny kulturinstitution på Smedestræde 2.

Et af de helt store ønsker har været renoveringen af Herman Bangs Plads, og den post blev der penge til i årets budget. Lokaludvalget har været i tæt samarbejde med Områdefornyelsen Gl. Valby om projektet, der nu kan realisere. Visionen er en hyggelig og indbydende plads, som kombinerer et grønt byrum med en nærgenbrugsstation. Pladsen vil være den første af sin slags. Præcis hvordan pladsen kommer til at tage sig ud er ikke planlagt i detaljer.

Alt i alt fik blev Valby tilgodeset med følgende budgetposter:

  • 12,7 mio. til renovering af Herman Bangs Plads, der bliver indrettet med grønt byrum og nærgenbrugsstation.
  • Buslinje 18 omdannes til en A-bus. Det betyder hyppigere afgange i dagtimerne, og natbusser.
  • Helhedsrenovering af Folehaven for 34 mio. – blandt andet skal der lægges støjdæmpende asfalt, der reducerer oplevet støj med 30%.
  • 250.000 til stiforbindelsen i Folehaven
  • Penge til et års reservationsleje af grunden på Smedestræde 2, og til nedrivning af bygningerne på grunden. Parterne er enige om, at der senest i ’16 skal træffes en beslutning om grundens fremtid.

Vinderen af “Between Industry and City” kåres under Valby Kulturdage

Siden 1. juli har alle kreative mennesker med ideer til midlertidig brug af Grønttorvsgrunden kunnet deltage i idékonkurrencen ”Between Industry and City”. Der blev indsendt 50 meget forskellige ideer til konkurrencen. Fredag den 29. august kl. 17 kåres vinderne i Valby Lokaludvalgs telt på kulturdagene. Seks idéforslag bliver præmieret, og den samlede præmiesum er på 50.000 kr.

Både almindelige borgere, arkitektstuderende og etablerede arkitektfirmaer fra ind- og udland har indsendt deres forslag, og ideerne spænder bredt: Alt lige fra at indrette Grønttorvshallen til et green-room til filmoptagelser, over at sprænge området i luften med dynamit og lade naturen gro frem mellem sprækkerne, til at fjerne Grønttorvets vægge og indrette en matrix af firkanter, som kan lejes ud til gallerier, cafeer, små butikker mm.

Programmet for prisoverrækkelsen fredag den 29. august kl. 17 ved Valby Tingsted:

  • Præsentation af planerne Ny Valby – det fremtidige Grønttorv /ved Brian Abildgaard, Ny Valby og Johan Galster, 2+1 Idébureau
  • Præsentation af Innosite-konkurrencen for midlertidige aktiviteter på Grønttorvsgrunden / ved Anna Bisgaard-Nøhr, Dansk Arkitektur Center
  • Præsentation af vinderforslag, præmieoverrækkelse og åbning af udstilling

 

Formand for Lokaludvalget Michael Fjeldsøe sad i juryen, der har udvalgt vinderne, og han var imponeret over spændvidden i forslagene: ”Der var både forslag til helhedstænkning, nogle, der kom med helt konkret gode ideer, og forslag, der gik helt ud over rammen, der kunne åbne for at tænke nogle ting helt vildt.” siger Michael Fjeldsøe.

Fælles for næsten alle forslag er, at de åbner Grønttorvet op og skaber et fælles kreativt rum for Valbys borgere. En tanke der går igen i Brian Abildgaards visioner for området:

”Lige nu er området jo lukket og det vil vi gerne åbne op. Når Grønttorvet er flyttet ud får vi forhåbentligt relativt hurtigt byggeriet i gang, så vi får løftet området på en del af området. Og så får vi brug for en masse entusiaster med gode ideer til at lave noget midlertidigt på den resterende del af det store areal.” siger Brian Abildgaard, direktør for Ny Valby A/S. Han var glad for at se, at mange af ideerne underbyggede hans egen vision for området: ” Vi har en drøm om, at Grønttorvshallen bliver indrettet til industriel park, der skaber et grønt hjerte i boligområdet. Den tanke var der mange af de indsendte ideer, der underbyggede. Så vi har mulighed for at lave noget virkelig spændende og unikt.”

I udvælgelsen af vinderne lagde juryen vægt på, at de præmierede forslag ikke ligner hinanden alt for meget, og at de har en chance for at blive realiseret. ”Det var der enighed om, både blandt bygherrerne, Innosite, stadsarkitekten og Lokaludvalget. Vi fokuserede på de ideer, der kunne udfordre os, men også i høj grad på de ideer, der kan blive til noget. Det var et væsentligt kriterium i udvælgelsen ” siger Michael Fjeldsøe.

Når Grønttorvet til oktober 2015 rykker til Taastrup, går udviklingen af den nye bydel i gang. Med idékonkurrencen er grundlaget for et samarbejde med mange lokale aktører lagt. ”Vi gør os umage for, at så mange som muligt er med i udviklingen af den nye bydel, så alle kan bakke op om det færdige projekt. Det skal både være et godt kompromis og samtidig noget vi tror på.” siger Brian Abildgaard, direktør for Ny Valby A/S.

”Der skal gå en stor ros til Grønttorvet for at gå så helhjertet ind i den her tanke om midlertidighed, og gøre noget ud af udviklingen af området til en grøn og spændende bydel.” siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.

 

 

Skab nyt liv på Grønttorvet

I 2015 flytter de handlende fra Grønttorvet, og området påbegynder en transformation fra industri- til boligområde. Derfor igangsætter Innosite nu en idékonkurrence for at få de bedste bud på, hvordan midlertidige aktiviteter kan understøtte visionen om et spændende og aktivt boligområde på Grønttorvsgrunden. Konkurrencen løber fra 1. juli til 12. august, og sættes i gang med et kick-off arrangement på Grønttorvet onsdag den 9. juli kl. 16.30-18.

Visionen for området, som kaldes Ny Valby, er at skabe en tæt og attraktiv, grøn deleby på den tidligere Grønttorvsgrund. Med det nye boligområde skabes rum til børnefamilier, studerende og almindelige borgere, der vil bo tæt på byen, tæt på grønne rekreative tilbud og bo i et område med hverdagsfællesskaber.

Udviklingen af den gode boligby på Grønttorvsgrunden tager mange år, og det er vigtigt allerede nu at få at skabt liv og opmærksomhed på området. Dels for at det ikke bliver forladt og nedslidt, dels for at udnytte de unikke rammer og fysiske infrastruktur fra området, som har masser af potentialer til spændende og anderledes projekter. Derfor skal der iværksættes en midlertidighedsstrategi for området, der kan tiltrække nysgerrige og skabe liv i de tomme haller og udearealer. 

Opgaven er at beskrive – i ord og/eller billeder – hvordan midlertidige aktiviteter kan understøtte visionen om at skabe et spændende og aktivt boligområde på Grønttorvsgrunden.

Valby Lokaludvalg opfordrer alle med ideer til at bidrage til konkurrencen. Ved tidligt at indsende et forslag, kan det i konkurrenceperioden blive udviklet og forbedret. Læs mere om konkurrencen og kick-off arrangementer her.

Vinderforslagene udstilles på kulturdagene i Valby og på Grønttorvsområdet. De bedste forslag vil blive indarbejdet i en samlet midlertidighedsstrategi for området, som vil blive foldet ud over de næste år.

Grav Sydhavnsmetroen ned

I dag underskrev Transportminister Magnus Heunicke og Overborgmester Frank Jensen aftalen om metro til Sydhavnen. Aftalen til 8,6 mia. kr. anlægger en metro til Sydhavnen med 5 stationer med endestation på Ny Ellebjerg st. På størstedelen af linjen fra København H skal metroen føres under jorden, men fra Sjælør til Ny Ellebjerg er planen, at linjen bliver over jorden. Det vil skabe store problemer for Valby og Kgs Enghave, og øge de i forvejen store problemer med sammenhæng på Ny Ellebjerg station, forudser Valby Lokaludvalg

Valby og Kongens Enghave er bydele, som er skåret op på kryds og tværs af mange store vej- og baneanlæg. Det er helt uspiseligt, hvis en metro kommer til at køre i åben grav gennem disse bydele” sagde Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg, i en pressemeddelelse udsendt da aftalen blev indgået i maj 2014.

Lokaludvalget har haft linjeføringen af metroen i høring med to varianter: En, hvor metroen er over jorden fra Sjælør, hvilket betyder at stationen bliver på sydsiden af stationen. Og en, hvor metroen graves ned hele vejen til stationsforpladsen nord for stationen. Her kan den på sigt forbindes med S-ringbanen, som teknisk kan laves om til en metrobane uden de store ombygninger. Men hvis man først har valgt den overjordiske løsning, kan den underjordiske aldrig realiseres. Hvis man vælger at føre banen over jorden, vil man aldrig få en ordentlig stationstilknytning.

Ny Ellebjerg station lever i forvejen på ingen måde op til de krav, man forventer af en station der skal have landsdækkende betydning. Forholdene for passagerer, der skal skifte mellem banerne eller passere hen over stationen er forvirrende. Planerne om også at tilføje en metrolinje stiller store krav til, at man får sat sig ned og gennemtænkt stationen.

En metrolinje til Ny Ellebjerg giver mange muligheder i fremtiden. Linjen kan forlænges som metro til Hellerup, der hvor S-ringbanen kører, men kun, hvis man anlægger metroen som undergrundsstation. Desuden kan den forbindes til en letbane via Hvidovre Hospital til Ring 3.

Lokaludvalget har nedsat en Ny Ellebjerg Task Force, som blandt andet skal tage kontakt til Københavns Kommune for at få ændret planerne for Sydhavnsmetroen, og få gennemtænkt planerne for Ny Ellebjerg station.

Se Michael Fjeldsøes kommentar til TVLorry den 15. maj 2014 her.

Frank Jensen og Magnus Heunicke underskriver aftalen i strålende solskin

Herman Bangs Plads lever

Lokaludvalget har en vision om at omdanne Herman Bangs Plads fra trist, forblæst plads, til et hyggeligt og levende byrum, hvor der også er fokus på sortering og genanvendelse af affald. Ved at kombinere byrummet med nærgenbrug sikres det, at mange får deres daglige gang på pladsen. Vi arbejder for at holde politikernes fokus på Herman Bangs Plads over sommeren, og håber, at der bliver afsat penge på budget ’15 til det ambitiøse projekt.

I februar 2014 besøgte Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell pladsen, og var meget positiv omkring visionerne om kombinationen af byrum og genbrug. Visionerne støtter godt op om Københavns Kommunes plan for affaldshåndtering. Regeringen har som mål i sin ressourcestrategi, at danskerne skal genanvende dobbelt så meget affald som i dag. Derfor er Lokaludvalget også i kontakt med Miljøministeren om projektet.

I foråret 2014 afholdt Områdefornyelsen 4 genbrugsdage på pladsen, hvor den emmede af liv. Der blev lagt græs ud, opstillet møbler, og bygget en midlergtidig byttehylde. Aktiviteterne tiltrak mange besøgende, der ønsker en mere levende og grøn plads. Efterfølgende har Miljøgruppen været med til at bygge plantekasser, og det flotte byttemøbel bliver stadig flittigt brugt.

Lokaludvalget er derfor stadig forventningsfulde, og arbejder for at fastholde opmærksomheden på Herman Bangs Plads. Der har vist sig at være rigeligt grundlag for at indrette pladsen hyggeligt – den bliver brugt flittigt – og at der bliver passet godt på de ting, der bliver opstillet på pladsen.

Læs her for flere informationer om projektet