Hvor er der skummelt i Valby?

Kender du til skumle, skjulte steder i Valby, der kunne gøres mere behagelige med en gadelampe eller lidt begrønning? Så vil vi meget gerne høre om dem! Københavns Kommune åbner igen for en pulje til tryghedsløft, og indtil den 13. juni kan du melde ind med dit bud på hvor det trænger i Valby.

 

Borgerrepræsentationen har besluttet at afsætte 3 mio. kr. i både 2015 og 2017 til at igangsætte en række fysiske forbedringer af byens rum, der øger trygheden. Tryghedsløft er et bydækkende initiativ, hvor borgere, lokaludvalg, politi m.fl. kan være med til at udpege de steder i København, som trænger til at blive gjort mere trygge. Tryghedsløftet kan enten ske ved beskæring af planter og buske, opsætning af ekstra belysning, omlægning af stier eller lignende. Hvert tryghedsløft må højest koste 50.000 kr.

Eneste krav er, at det skal være på kommunal grund, og skal kunne gennemføres for under 50.000 kr. Udgifterne til et projekt vurderes efterfølgende af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Tryghedsløft i Valby 2015

I 2015 blev der i Valby udført fire konkrete tryghedsløft på baggrund af forslag fra Valby Lokaludvalg:

  • Lys på legepladsen ved Mogens Fogs Plads.
  • Supplerende lys ved skoleområdet på hjørnet Højsagervej/Vigerslevvej
  • Omfattende løft af sti fra Kirsebærhaven til Frugthaven, med flere lygtepæle, lavere buske og ny belægning
  • Belysning på legepladsen på Lykkebovej mellem nr. 9 og 17

 

Meld dit forslag til et tryghedsløft ind til os på valbylokaludvalg@okf.kk.dk senest den 13. juni. Lokaludvalget samler og prioriterer ønskerne, og sender dem videre til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Valby Langgade graves op

Over de næste fire måneder får Valby Langgade et betydeligt løft, med ny støjdæmpende asfalt, ny belægning på cykelstierne, renovering af fortove og vejbrønde, og plantning af 22 nye gadetræer. Først skal de gamle sporvognsskinner under asfalten dog graves op – og det er både larmende og pladskrævende arbejde.

 

Valby Langgade blev i forbindelse med budget ’16 udvalgt til at være en del af Københavns Kommunes genopretningsprogram ’Et løft til vejene’. Vejen er i så dårlig stand, at genopretningen skal ske nu, hvis man skal undgå, at de nuværende skader i asfalten udvikler sig, så vand fra kørebanen kan trænge ned og beskadige den underliggende vejopbygning.

Genopretningen betyder et både visuelt og funktionsmæssigt løft, som vil være til glæde og gavn for både beboere, erhvervsdrivende og forbipasserende.

Hvordan planlægges anlægsarbejdet

Helhedsgenopretning er en genopretningsmetode, der er økonomisk effektiv, og som både under og efter udførelsen minimerer de trafikale gener for fremkommeligheden. Anlægsarbejdet foregår over fire etaper, og af hensyn til både beboere, erhvervsdrivende og trafikanter, udføres arbejdet i to etaper af gangen. Genopretningen sker i hele Valby Langgades bredde, altså fra facade til facade.

Der ligger stadig nogle gamle sporvognsskinner i vejbanen, som bliver fjernet som det første. Opgravningen af sporvognsskinnerne er nødvendig, da de ligger skjult under asfalten, og blandt andet forårsager revner og skader, så vejbanerne bliver hullede.

Dette arbejde er meget pladskrævende og betyder, at Valby Langgade i perioder bliver ensrettet i retning mod byen. Der skal derfor påregnes omvejskørsel på grund af ensretningen i de enkelte etaper.

Se kort over området, og oversigt over ensretninger i anlægsfaserne

Fremtidssikret genopretning

Med denne helhedsgenopretning vil den færdige strækning ikke have behov for større vedligehold i op til 15 år efter. Indsatsen forventes at skabe forbedret livskvalitet for borgerne, da den sundhedsskadelige trafikstøj nedbringes. Samtidig øges trafiksikkerheden, ligesom de genoprettede strækninger giver et løft til både vejnettet og byrummet. Den type støjreducerende slidlag, der normalt anvendes i Københavns Kommune, har en gennemsnitlig støjreduktion på 1,5 dB over hele dens levetid på ca. 12 år. Denne støjreduktion svarer til, at ca. 30 % af trafikken fjernes fra vejen, hvilket udgør en mærkbar ændring

Anlægsarbejdet vil vare det meste af 2016. Du kan følge arbejdet på Københavns Kommunes hjemmeside.

Planen for Kulbanekvarteret er klar

Områdefornyelsen Kulbanekvarteret har gennem de sidste fire måneder haft fantastisk mange gode og værdifulde samtaler om udviklingen af Kulbanekvarteret og Kulbaneparken. Resultatet er en kvarterplan, der præsenteres på et stort kvartermøde den 3. maj på Lykkebo Skole fra kl. 17-20.

Nu kan Områdefornyelsen Kulbanekvarteret endelig præsentere et udkast til kvarterplanen – og inviterer samtidig til valg af den styregruppe, som skal være med til at sikre, at projekter og aktiviteter afspejler kvarterets ønsker og behov bedst muligt.

Der er afsat 30 mio. kr. til at gøre Kulbanekvarteret til et levende sted med mødesteder og aktiviteter. Udviklingen skal ske i tæt samarbejde med alle dem der bor, bruger og har deres hverdag i området. Lokaludvalget har gennem mange år ønsket en udvikling i Kulbanekvarteret, og opfordrer alle med interesse for området til at møde op til mødet den 3. maj.

Program
17.00-17.45 Præsentation af udkast til kvarterplan / kaffe & kage
17.45-18.15 Aftensmad
18.15-19.00 Dialog om kvarterplanen i mindre grupper
19.00-20.00 Valg af medlemmer til styregruppe

Der er børneaktiviteter kl. 17-20, så hele familien kan komme med. Vi håber, at rigtig mange lægger vejen forbi Lykkebo Skole den 3. maj fra kl. 17-20.

Tilmelding til kulbanekvarteret@tmf.kk.dk.

Penge til broen over Folehaven

Ved afslutningen af overførselssagen undrede lokaludvalget sig over, at cykelbroen over Folehaven ikke var nævnt med et ord. Men mandag den 25. april afslørede Teknik- og Miljøudvalget, at den manglende finansiering til cykelbroen over Folehaven var fundet. Broen skulle dermed være sikker, og byggeriet begynder i 2017.

Ideen til cykelbroen over Folehaven opstod i 2012 på et møde med BaneDanmark om anlægget af Ringstedbanen. Lokaludvalgets formand Michael Fjeldsøe fik ideen om, at hvis man samlede al den overskydende jord det samme sted, manglede der bare en bro for at skabe den sikre forbindelse over motorvejen, der ville binde Vigerslevparken sammen. Trods en del skepsis arbejdede lokaludvalget videre på ideen, og den blev del af cykelpakke 6, og vedtaget på budget ’16 til en pris af 20 mio kr.

Efter en afgørelse fra Fredningsnævnet så projektet ud til at blive dobbelt så dyrt, og Teknik- og Miljøforvaltningen indstillede det til at blive annulleret. Efter foretræde fra lokaludvalget besluttede Teknik- og Miljøudvalget at forsøge at finde den manglende finansiering – og det er det der nu er lykkedes.

Efter planen starter anlægget af cykelbroen over Folehaven i 2017, og vil stå færdig i 2019.

Læs mere

Cykelbroen over Folehaven i fare 

Cykelbroen over Folehaven reddet 

 

Gl. Jernbanevej gøres færdig

I april og maj gør Teknik- og Miljøforvaltningen renoveringen af Gl. Jernbanevej færdig. Renoveringen skal gøre vejen mere sikker og tryg for cyklister og fodgængere.

Arbejdet på Gl. Jernbanevej startede i sommeren 2015, og skulle have været afsluttet i november. Men projektet blev forsinket, og det blev for koldt til at gøre renoveringen helt færdig.

Medio april starter arbejdet op igen, og der vil blive lavet:

  • Cykelsti i ”knækket” og ned til Toftegårds Allé
  • Slidlag (det sidste lag af asfalten, som er en mere finkornet asfalt), i kanterne af fortove og vejbane
  • Hvid afmærkning, som skal markere de hævede flader, parkeringsbåse og midten af vejen
  • Fortovshjørnet ved Toftegårds Allé
  • Lunker i asfalten enkelte steder bliver udbedret, bl.a. på hjørnet af Valby Langgade

 

Her bliver der arbejdet på Gl. Jernbanevej

Anlægsarbejdet bliver udført, så der ikke bliver spærret for trafikken i anlægsperioden.

Vi håber at I bliver glade for resultatet, når det samlede anlægsprojekt endeligt står færdigt i maj måned, hvor vi også, sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen, vil invitere til en officiel indvielse.

 

Banebrydende vandfaldsprojekt i Kulbaneparken

Skybrudssikring, øget biodiversitet og et markant løft til Kulbanekvarteret. Ambitionerne er høje for et storstilet vandfaldsprojekt, der både løser problemet med øgede vandmængder som følge af klimaforandringer, skaber et habitat for eksotiske dyr, og giver et markant løft til et område, der længe har været overset.

Vandfaldsprojektet i Kulbaneparken har længe ligget på lokaludvalgets tegnebræt, og med Områdefornyelsen i Kulbanekvarteret som ny medspiller, er det nu muligt at føre det ud i livet. Umiddelbart efter Banedanmark afslutter anlægget af Ringstedbanen, vil der blive anlagt et vandfald foran CSC bygningen på Kulbanevej. Vandet kommer fra de øgede vandmængder fra oven, og opsamling og genbrug af regnvand. Søen, der  skabes nedenfor vandfaldet, bliver et perfekt habitat for en række eksotiske dyr. I tilfælde af skybrud vil vandet blive ledt under Kulbanevej og ind i Kulbaneparken, som delvist oversvømmes.

“Vi tror meget på, at vi med vandfaldsprojektet løser mange problemer på en gang, og sætter Valby på landkortet. Derfor greb vi – undskyld ordspillet – hurtigt denne mulighed for at få det sat i søen.” fortæller formand for Valby Lokaludvalg Michael Fjeldsøe med et smil.

Eksotiske dyr øger biodiversiteten 

 

Ved hjælp af opsamlet regnvand, der cirkulerer, holdes vandfaldet i gang også i tørre perioder, og det skaber optimale forhold for blandt andet en lille koloni af krokodiller. Ved skybrud ledes vandet gennem kanaler ud i Kulbaneparken, hvor krokodillerne så for en stund får udvidet deres habitat. Selve Kulbaneparken skærmes af med glaspaneler, når der er risiko for skybrud, så krokodillerne vil ikke udgøre en fare for beboerne i Vigerslev Vænge og Hornemanns Vænge.

Krokodiller det åbenlyse valg

Banebrydende vandfaldsprojekt i Kulbaneparken

Valget af krokodiller vil nok overraske mange, men netop krokodillens særlige behov passer godt til projektet. “Dyrene er koldblodige, så i tørre perioder vil de gå i dvale, og kan leve af frøer og firben, som naturligt vil omgive vandhullet. Krokodillen behøver ikke føde konstant, og kan klare sig med et enkelt solidt måltid om året.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Valby Miljøgruppe.

“Når vandet i perioder stiger, og dyrene kan vandre ind i Kulbaneparken, kan de jage blandt de klappedyr, f.eks. kaniner og geder, som bliver en del af Kulbaneparken. På den måde holdes bestanden af dem også naturligt nede. ” forklarer Siv Raun Andersen, projektchef for Områdefornyelsen i Kulbanekvarteret.

Anlæggelsen af vandfald begynder så snart Banedanmark har færdiggjort Ringstedbanen, og de første krokodiller forventes at kunne sættes ud umiddelbart efter sommeferien.

 

 

Stort kvartermøde i Kulbanekvarteret

Områdefornyelsen Kulbanekvarteret inviterer alle der bor, bruger eller har deres daglige gang i Kulbanekvarteret til stort kvartermøde søndag den 3. april kl. 15-18 på Lykkebo Skole. Hele familien er velkommen, og mødet sluttes af med fælles aftensmad.

Områdefornyelsen har allerede talt med mange i kvarteret og har fået mange gode input til kvarterplanen. På kvartermødet d. 3. april præsenteret først nogle af de mange ideer – og så arbejdes der sammen videre på kvarterplanen, så Kulbanekvarteret bliver en levende del af byen med aktiviteter og muligheder for alle, der bor her.

Hvilke fysiske, sociale og kulturelle fællesskaber, man gerne vil mødes om i den nye store park, Kulbaneparken, bliver helt sikkert et emne. Men også trafiksikkerhed og forbindelser rundt i kvarteret er på dagsordenen.

Tag hele familien med

Hele familien er inviteret med, og der vil være både spændende og sjove aktiviteter for børnene i løbet af dagen og masser af muligheder for at lytte, spørge og komme med forslag for de voksne. Arrangementet afsluttes med fælles aftensmad, alle kan spise.

“Vi håber, at mange vil tage hele familien med, så vi for alle aldre kan få kvalificeret vores nuværende materiale og få endnu flere forslag og ideer til, hvad beboerne gerne vil mødes om i fremtiden i kvarteretfortæller projektchef Siv Raun Andersen

Fantastisk at møde beboerne

Siden januar har medarbejderne fra områdefornyelsen haft travlt med at lære Kulbanekvarteret og de mennesker, som bor her, at kende. Indtil nu har det både budt på en række beboer- og bestyrelsesmøder, Zumba, fællesspisning med de unge fra ungdomsklubben Ungehuset, to kvartervandringer og et utal af samtaler med både beboere og aktører fra området.

“Det har været helt fantastisk at møde så mange engagerede beboere ud i kvarteret, der gerne vil være med til at udvikle deres kvarter. Alle, vi møder, glæder sig til at komme i gang – og det gør jeg også. Det er vigtigt for os, at vi kommer rundt til så mange som muligt, her hvor vi er i gang med at skrive kvarterplanen, som jo skal gælde de næste 5 år. Derfor bruger vi rigtigt meget tid på at tale med dem som bor i kvarteret, så vi er sikre på, at det, vi kommer til at lave her ude, også bliver for dem, som bor her. Vi håber derfor også, at der kommer rigtigt mange og deltager d. 3. april på Lykkebo Skole, så vi kan blive endnu klogere på Kulbanekvarteret” fortæller projektchef Siv Raun Andersen.

Fakta

Kvartermøde for både børn og voksne om udviklingen af Kulbanekvarteret
3. april kl. 15-18 med aftensmad på Lykkebo Skole.

Se elevernes udstilling om Kulbaneparken kl. 14.30-15.

Tilmelding til kulbanekvarteret@tmf.kk.dk

Gåsebækstien får tryghedsløft

Efter flere henvendelser fra borgerne om farlige situationer og ulykker på Gåsebækstien, skrev lokaludvalget i februar et brev til Københavns Kommune for at få gjort noget ved de tiltagende farlige forhold. Kommunen var hurtig til at handle, og er lige nu sammen med politiet ved at planlægge flere tiltag, der skal gøre Gåsebæksforbindelsen mere tryg.

 

Lokaludvalget har gentagne gange gennem årene gjort opmærksom på, at forholdene på Gåsebækstien under banen er farlige på grund af dårlige oversigtsforhold og mangel på fartdæmpende og adfærdsregulerende tiltag. Desuden er passagen utryg. Der har været udarbejdet flere konkrete forslag til forbedring i samarbejde med forvaltningen, og der har været iværksat flere forsøg på at skabe en løsning. Disse har dog alle haft midlertidig karakter.

I februar modtog lokaludvalget flere henvendelser, som gjorde opmærksom på, at der på Gåsebækstien havde været flere alvorlige ulykker med personskade, hvor stien krydser under jernbanen og har forbindelse til J.P.E. Hartmanns Alle. Tilsyneladende var alle de forsøg, der har været for at dæmpe farten og øge sikkerheden, blevet fjernet, samtidig med at bommene op mod Lyshøjgårdsvej permanent stod åbne.

Center for Trafik og Byliv gik derefter ind i sagen, og er sammen med Københavns Politi i gang med at udarbejde en løsning, der kan forbedre forholdene. Løsningen kommer sandsynligvis til at indeholde fartdæmpning af cyklisterne, ny skiltning, optegning af midterstriber, afretning af buskads, og bommene bragt i orden.

Vi glæder os til at præsentere jer for det endelige forslag, når politiet har godkendt det. Pas på jer selv indtil da!

Informationsmøde om nye P-zoner i Valby

Torsdag den 7. april inviterer Valby Lokaludvalg til informationsmøde, hvor du kan få klar besked om den nye P-zone i Gl. Valby, der træder i kraft fra 1. marts 2017. Det er i teatersalen i Valby Kulturhus på Valgårsvej 4-8 fra kl. 19-21.

P-zonen i Gl. Valby blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i forhandlingerne om budget ’16, og er ikke en idé, der kommer fra lokaludvalget. Det er vigtigt, at de af Valbys borgere, der bliver berørt af den nye P-zone, kan få klar besked om hvad de kan forvente, og hvordan de skal forholde sig.

På borgermødet vil embedsmænd fra Center for Parkering give en generel orientering om den nye P-zone, og derefter vil der blive givet mere detaljeret information i mindre grupper inddelt efter temaer, f.eks. overtagelse af private fællesveje, randzoneproblematikken og prisstruktur for beboerlicenser.

Valby Lokaludvalg håber at alle borgere, der vil vide hvordan P-zonen kommer til at påvirke deres hverdag, møder op og får klar besked.

Vel mødt!

Fakta om P-zonen

  • P-zonen løber langs med sydsiden af Vigerslev Allé fra Vestre Kirkegårds Allé i øst til Ramsingstien i vest.  Zonen følger stien nordpå og derefter følger den S-togsbanen mod Vanløse indtil kommunegrænsen mod Frederiksberg. Kommunegrænsen udgør zonegrænsen mod nord indtil Gammel Carlsberg Vej, der afgrænser zonen ind mod Vesterbro.
  • For at etablere zonen skal de private fællesveje i de afgrænsede områder overtages til offentlig vej.
  • Prisen for parkering bliver 9 kr. pr. time i dagtimerne og 2 kr. pr. time i nattetimerne. Beboere får mulighed for at købe beboerlicens.
  • Den nye P-zone træder i kraft 1. marts 2017.
  • Se hele den nye P-zone

Nyt byggeri på Valby Langgade

Lokaludvalgets By- og Trafikudvalg har behandlet en naboorientering om byggeriet på Valby Langgade 65-67, hvor der skal opføres et byggeri i to etager med to butikker i stueetagen og tre lejligheder til beboelse i tagetagen.

Lokaludvalget blev tidligt orienteret om projektet af bygherren, og er tilfredse med hvordan projektet er kommet til at se ud. Det planlagte byggeri kræver enkelte dispensationer fra lokalplanen, men de er af minimalt omfang.

Lokaludvalget lægger vægt på, at projektet på en overbevisende og gennemarbejdet måde har gjort en stor indsats for at udforme byggeriet i stil med de gamle, toetagers bygninger på Valby Langgade ved Valby Tingsted, blandt andet ved at arbejde i samme skala og med en tagudformning i rødt tegl. På den måde er byggeriet med til at bevare det historiske bymiljø omkring Valby Tingsted, der er hjertet i det centrale Valby.

Byggeriet går i gang i løbet af foråret, og forventes at stå færdigt til efteråret 2016.

Læs hele lokaludvalgets høringssvar
Nyt byggeri på Valby LanggadeNyt byggeri på Valby Langgade