Bytteøen på Smedestræde pakker sammen
Valby Miljøgruppe har besluttet at lukke ned for bytteøen på Smedestræde. Møblet, der blev bygget som en midlertidig installation på Herman Bangs Plads i 2014, er efterhånden i meget dårlig stand, og lokaludvalgets brugstilladelse til den tomme grund på Smedestræde er ikke blevet fornyet.
Efter mange års forsøg på at få bevilget penge til at bygge en kulturinstitution på Smedestræde, må lokaludvalget efterhånden sige, at slaget i denne omgang er tabt. Den brugstilladelse, som udvalget fik i 2014 og 2015, er ikke blevet forlænget, og grunden i hjertet af Valby er endnu en gang til salg.
Til Store Forårsrengøring tømte Valby Miljøgruppe derfor bytteøen på Smedestræde, og afleverede sagerne til genbrug.
“Byttemøblet er efterhånden noget udtjent – det trænger blandt andet til nyt tag og en masse andre reperationer – og da vi ikke kender grundens fremtid, vil det være for usikkert at smide en masse penge i at reparere det.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Valby Miljøgruppe. “Så vi siger tak for mange års tro tjeneste, og skiller møblet ad her i løbet af foråret.”
Midlertidigt møbel fik forlænget levetid
Bytteøen blev bygget af Områdefornyelsen Gl. Valby, da de holdt genbrugsdage på Herman Bangs Plads i 2014. Møblet var ikke tiltænkt en længere levetid, men fordi det viste sig at være meget populært, fik det lov til at blive stående på pladsen. Da Områdefornyelsen lukkede ned, adopterede Valby Miljøgruppe møblet og flyttede det til Smedestræde.
Sommer på Smedestræde
Der bliver alligevel liv på Smedestræde hen over sommeren, da sidste års populære pop-up koncept TH Bar har fået tilladelse til endnu en sæson. Den urbane byhave bliver også indtil videre stående, til glæde og gavn for alle Valbys borgere, der trænger til at få fingrene i jorden ind imellem.
Miljøgruppen arbejder sammen med Københavns Kommune på, at der bliver bygget et nyt møbel, der kan stå på Herman Bangs Plads, indtil byggeriet af nærgenbrugsstationen på pladsen går i gang.