Børne- og ungdomsudvalget kom til Valby og lyttede
Aulaen på Lykkebo Skole var en flot ramme om borgermødet den 11. juni, og borgmesteren og de fremmødte politikere forklarede deres forslag til en sammenlægning af Kirsebærhaven, Lykkebo og den nye skole ved Torveporten, og lyttede til de fremmødte.
Borgermødet var delt i to, for at overholde kravet fra myndighederne om maksimalt 50 personer i en forsamling, og der var plads til masser af afstand i aulaen.
Forslaget fra Børne- og Ungdomsudvalget er, at Lykkebo Skole, Kirsebærhavens Skole og den nye skole ved Torveporten tilsammen skal udgøre én skoleenhed med fælles ledelse, hvor Lykkebo og Kirsebærhaven skal huse indskoling fra 0.-6. klasse, og Torveporten skal være en skole for udskoling, fra 7.-9. klasse.
Forslaget har været længe undervejs, og både lokaludvalget og skolebestyrelserne har været inddraget i en tæt dialog, hvilket Stefan Emkjær, formand for Valby Lokaludvalgs Et Helt Liv-udvalg refererede som indledning.
Herefter redegjorde Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen om forslaget og hvilke visioner og tanker, der ligger bag.
Ny skolestruktur løser flere udfordringer
Københavns skoler skal op i kapacitet, for der bliver flere og flere københavnere. Men det skal ikke ske på bekostning af kvaliteten, og borgmesteren vil ikke risikere at have A og B skoler. Den faglige udvikling skal altså fastholdes, når der bygges nye skoler.
Ved at lægge de tre skoler sammen til én enhed og lave en skole kun til udskoling håber forvaltningen på at løse flere problemer:
- Styrke faglighed og trivsel
- Bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet gennem færre klasser med få børn
- Reducerede udgifter og bedre driftsøkonomi på skolerne ved mere robust klassedannelse
Se slides fra Jesper Christensens oplæg her:
Folehavepassagen er en grusom ting for små mennesker
Fremmødte medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget fremlagde hver især deres perspektiver på det forslag, der er lagt frem.
Der var bred enighed blandt politikerne om, at udfordringerne med små klasser i de københavnske skolers udskolinger skal løses, og den fremlagte løsning nyder opbakning, med et par undtagelser.
Gorm Gunnarsen fra Enhedslisten udtrykte sine forbehold overfor planen, især lagde han vægt på, at passagen over Folehaven skal sikres for de små elever – ”En Folehavepassage er en grusom ting for små mennesker” som han udtrykte det.
Henrik Svendsen fortalte, at Dansk Folkeparti ikke bakker op om den foreslåede ændring af skolestrukturen.
De politikere, der bakker op om den nye struktur, lagde især vægt på at den giver mulighed for mere blandede klasser på tværs af socio-økonomiske skel, og at den kan løse problemet med for få elever i de store klasser.
Ved at samle udskolingen ét sted kan skolerummet indrettes fysisk efter store elever, og der kan oprettes et mere varieret udbud af valgfag.
Både bekymring og opbakning
Under debatten blev der både rejst bekymringer om strukturændringen, og opbakning til ændringerne.
Bekymringerne gik især på om skolevejene ville være sikre for de små elever, om forslaget i virkeligheden var tænkt som en besparelse, og om den tætte kontakt til eleverne gennem hele skolegangen kan fastholdes i den nye struktur.
Mange så også nye muligheder i ændringerne, især for de ældste elever: ”Vores børn før lov til at være børn i længere tid, når de ikke bliver udsat lige så meget for de rå børster de store klasser” som en borger fra Kirsebærhaven udtrykte det.
Sikre skoleveje en forudsætning
Alle, både politikere og fremmødte, var enige om, at etableringen af sikre skoleveje til Kirsebærhaven og Lykkebo er en forudsætning for, at planen kan komme til at lykkes.
Send et høringssvar af sted – de bliver læst
Alle politikere udtrykte, at de ser frem til at læse høringssvar, og at de vil lytte til hvad der bliver skrevet. Alt er ikke besluttet endnu – det er derfor planen er sendt i høring.
Indtil den 20. juli kan du indsende dit høringssvar via høringsportalen blivhoert.kk.dk:
Der tages endelig beslutning om skolestrukturen i august.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!