Besøg lokaludvalget på årets kulturdage
I lokaludvalgets telt på Valby Kulturdage den 2. og 3. september bliver du budt indenfor af lokaludvalgets medlemmer, til en snak om Valbys fremtid.
Hvor skal Valby hen?
I Valby Lokaludvalgs telt på Valby Langgade er Valbys fremtid på dagsordenen. I 2017 skal der laves ny bydelsplan, så alle input til Valbys udvikling er velkommen. Valby Lokaludvalgs medlemmer står klar til at høre og udvikle dine ideer og visioner for bydelen. Ideerne samles på et stort Valby-kort, så alle kan se hvad der er blevet talt om.
Du kan også deltage i tre bydelslaboratorier i løbet af lørdag den 3. september, som foregår på Valby Bibliotek – læs mere her. Resultaterne fra laboratorierne udstilles løbende i lokaludvalgets telt.
Mød Miljøgruppen
Brænder du for at sætte et grønt aftryk på Valby? Har du lyst til at være en del af lokale miljøprojekter? Så kom og hør mere om det lokale miljøarbejde i Valby.
Valby Miljøgruppe er en åben borgergruppe, der i samarbejde med Valby Lokaludvalg varetager den lokale miljøopgave. Gruppen mødes fem gange om året, og arrangerer og driver derudover forskellige miljøprojekter, såsom Store Forårsrengøring, cykelbane på Toftegårds Plads, økologiske markeder, byttemarkeder, urbane byhaver mm. Og alle er velkomne i gruppen.
Besøg dem på kulturdagene, deltag i en miljøquiz og en vind en kurv fyldt med økologiske lækkerier!
Hjælp til Valby Kulturdage
Det er også hos lokaludvalget du kan få hjælp, hvis Valby Kulturdages app. driller, hvis du vil se en udskrift af hele kulturdagenes program, eller vil finde en rolig krog til at lægge din plan for dagene. Vi har frivillige guider, der kan hjælpe dig i den rigtige retning.
Vi ses i lokaludvalgets telt overfor Tingstedet!
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!