Skøjtebane på Toftegårds Plads
Valby arver skøjtebanen fra Kongens Nytorv for en årrække. Kultur- og Fritidsudvalget har netop truffet beslutning om at placere skøjtebanen på Toftegårds Plads fra og med vinteren 2010-2011 og frem.
Toftegårds Plads får en skøjtebane
Borgerne i Valby kan glæde sig. Nu er det endelig lykkedes Valby Lokaludvalg at overbevise kulturpolitikerne på Københavns Rådhus om, at den hjemløse skøjtebane fra Kongens Nytorv fremover skal sprede glæde i vintermånederne på Toftegårds Plads.
Torsdag aften (den 30. september 2010) besluttede Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune nemlig, at den store udendørs skøjtebane skal placeres på Toftegårds Plads fra og med vinteren 2010-2011 og frem til det igen bliver muligt at opstille skøjtebanen på Kongens Nytorv, når metrobyggeriet i 2018 ventes færdigt.
Valby Lokaludvalg har i henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget blandt andet slået på, at Toftegårds Plads har en central placering med synlighed i byrummet, tæt på skoler, børnehaver, kulturinstitutioner og oftentlige transportmidler. Etableringen af en skøjtebane vil desuden være i tråd med de lokale planer og visioner, hvor banen således vil være en oplagt vinteraktivitet i forbindelse med Valby Moves – den midlertidige kulturelle frizone på Toftegårds Plads.
Valby Kulturhus vil i samarbejde med Café Mæt og Zone2 arrangere skøjtediscotek på banen hver fredag aften. Og i dagtimerne vil der være aktiviteter for lokale daginstitutioner og skoler. Hertil kommer, at Kraftwerket meget gerne vil lave arrangementer a la “Punk on Ice”.
Skøjtebanen kan fejre sin åbning den 1. december 2010, hvorefter borgerne i Valby kan stå på skøjter fire måneder frem til udgangen af marts 2011.