Sidste markedsdag i år
Ekstraordinært mange stadeholdere finder vej til
Valby Tingsted på lørdag den 24. september 2011,
og i dagens anledning vil årets danske æble blive kåret. På lørdag siger det økologiske marked på Tingstedet tak for denne gang med manér!
Smag på danske æbler
Det er blevet efterår, og markedet byder blandt andet på smagsprøver på sprøde danske æbler blandt andet Rød Aroma, (heraf bliver nogen presset til most til smagsprøver) Ahrista, Alkmene, Bramley (madæble) og Holsteiner Cox. Når man har smagt på de danske æblesorter, kan man bagefter afgive sin stemme til det mest smagfulde. Årets æble kåres kl. 14.
Græskar! Græskar! Græskar!
Man vil også kunne finde et bredt udvalg af flotte spisegræskar: Forskellige typer af Butternut, Hokkaido og ”Sweet Dumpling” samt lidt større græskar og Halloween-græskar.
Sidste chance inden 2012
Flere og flere bruger markedet som en del af lørdagsindkøbet. Mange giver sig god tid til at snakke med stadeholderne om deres produkter eller tager en kop økologisk kaffe undervejs. Når markedet pakkes sammen på lørdag går arbejdet i gang med at undersøge mulighederne for en sæson 2012, godt bakket op af mange håbefulde kunder.