Frivilligcenter til Valby

Vesterbro og Kgs. Enghave har længe haft glæde af Frivilligcenteret på Lyrskovgade, der organiserer de borgere, der ønsker at udføre frivilligt arbejde. Ved seneste generalforsamling blev det så besluttet, at Frivilligcenteret udvider sit rådeområde, således at også Valby får glæde af foreningens arbejde.

Glæder sig til at komme i gang
Frivilligcenterets grundlæggende formål er at gøre det nemmere for borgere at engagere sig i lokalsamfundet. Frivilligcenterets leder, Helle Gerber, siger:

Vi glæder os meget til at komme i gang og få skabt kontakt til foreningerne i Valby. Frivilligcenteret har en masse forskellige tilbud til foreningslivet, som vi håber mange vil gøre brug af. Vi håber, at vi kan skabe større opmærksomhed omkring betydningen af frivilligt arbejde i lokalsamfundet, og at vi kan få flere Valby-borgere til at engagere sig i frivilligt arbejde.

Samarbejde med Valby Lokaludvalg
Helt konkret får udvidelsen den betydning, at Frivilligcenteret aktivt går ind i Valby-projekter som Seniormesse og Kulturdagene. Maria Norup Hertz fra Frivilligcenteret vil derfor, en dag om måneden, arbejde fra Valby Lokaludvalgs kontor på Valgårdsvej. Frivilligcenteret giver også gode råd og praktisk information om kurser, arrangementer og netværk.  Samarbejdet begynder fra dags dato, og interesserede kan henvende sig til Maria Norup Hertz på mail: maria@frivilligcentervsv.dk.

 

Link til videre læsning
  • Læs mere om Frivilligcenteret på deres hjemmeside.