Strandstemning på Toftegårds Plads
Til trods for et omskifteligt dansk sommervejr med byger og en del vind skabte Valby Lokaludvalg lørdag strandstemning på Toftegårds Plads. Selvom vejret givet vis holdt mange tilskuere væk, var der en god stemning, og de der kom forbi stranden udtrykte stor opbakning til Lokaludvalgets forslag om at skabe en badestrand i Valby Parken.
Fodbold på stranden
De mange fodboldspillere, der var samlet på pladsen i anledningen af DBU’s store strandfodbold turnering, udtrykte ikke overraskende ønske om, at fremtidens Valby Badestrand indeholder muligheder for at spille strandfodbold. Inputtene fra dagens arrangement vil indgå i Valby Lokaludvalgs videre arbejde med at konkretisere forslaget om en strand i Valby Parken i regi af bydelsplan for Valby.