Æbledag på Tingstedet
Lørdag den 29. september er det sæsonens sidste økologiske marked på Tingstedet, og det står i æblernes tegn. Valby Lokaludvalgs Miljøgruppe arrangerer æblemostdag, hvor man kan presse sine æbler til saft på lokaludvalgets æblepresse. Tag æbler med og flasker eller dunke til saften og gå hjem med dejlig, frisk æblemost. Man kan også få ideer til, hvad man kan lave med saften.
Børnene kan også være med til at presse. Klokken 11.30 og 13.30 på Tingstedet kan de lege æblelege og synge æblesange med Henrik Palsmar, der udover at være formand for miljøgruppen, laver musikalsk legestue for børn i Johannes Døbers Kirke, og i dagens anledning optræder som æblelegemoster.