Kampagne mod indbrud søsat i Folehaven
Risengrød og gode råd til hvordan indbrud i private hjem kan forebygges. Det var menuen da Valby Lokaludvalg i samarbejde med afdelingsbestyrelsen 3b Folehaven og Valby Lokalpoliti tirsdag d. 27. november igangsatte den lokale del af den bydækkende indbrudskampagne, som Københavns Kommune står bag. 20 december fra kl. 16-18 får beboerne omkring Danshøj Station et lignende tilbud. Butikstorvet summede af gode råd og god stemning, og mere end 100 portioner risengrød blev serveret. Der var gang i snakken om forebyggelse af indbrug og der var stor interesse for at komme i snak med den lokale betjent, der både svarede på spørgsmål om indbrud og mere generelt om Valby Lokalpolitis tryghedsskabende indsatser i Folehaven.
Folehaven er tilsammen med villaområderne omkring Danshøj Station og området mellem Roskildevej og Peter Bangs Vej de områder i Valby, der igennem det seneste års tid har været hårdest ramt af indbrud. Derfor er den lokale del af kampagnen mod indbrud målrettet mod netop disse områder. Torsdag d. 20 december fra kl. 16-18 uddeles der igen Risengrød og gode råd – denne gang ved Danshøj Station. Derudover husstandsomdeling af kampagnematerialet, i de dele af Valby, som er særlig hårdt ramt af indbrud.
At kampagnen finder sted netop nu er ingen tilfældighed. Julen er nemlig ikke bare børnenes men også indbrudstyvenes fest, og i Valby som resten af landet er der en markant tendens til at andelen af indbrud stiger i dagene omkring jul hvor mange er udenbys. Det er håbet at kampagnen kan være med til at færre kommer hjem til en raseret bolig efter jul, samt at det generelle indbrudstal falder.