Smedestræde – en varm kartoffel
Kampen for at bevare Smedestræde 2 på kommunale hænder fortsætter. Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev har inviteret repræsentanter for Valby Lokaludvalg til møde om forslaget om et nyt bibliotek samt teatersal i starten af december. Samtidig har Valby Lokaludvalg fremsendt en opfordring til Borgerrepræsentationen om at indstille grundsalget indtil de kommunale anvendelsesmuligheder for Smedestræde 2 er undersøgt tilbundsgående. Valby Lokaludvalg besluttede på dets møde i november, at fortsætte arbejdet med at undersøge mulighederne for en ny kulturinstitution på Smedestræde 2 i Valby. Samtidig besluttede lokaludvalget at henvende sig til Københavns Borgerrepræsentation og Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev om sagen. Borgmesteren har efterfølgende taget initiativ til et møde med repræsentanter for lokaludvalget med henblik på at diskutere den fremtidige udvikling af kulturlivet i det centrale Valby. Kultur og Fritidsborgmester Pia Allerslev udtaler i den forbindelse til Valby Bladet at “Jeg har bedt min forvaltning kigge nærmere på mulighederne for at realisere det forslag eller finde andre løsninger. For der er mange gode takter i lokaludvalgets projektforslag for Smedestræde 2 – ikke mindst at bibliotek og teater fastholdes centralt i bykernen i Valby”.
Overborgmester Frank Jensen har tidligere afvist at sætte salget af grunden på stand by mens det undersøges, hvorvidt der er muligheder for at anvende den centralt beliggende grund til kommunale formål. I modsætning hertil har Borgerrepræsentationsmedlem Jens Kjær tidligere i Valby Bladet argumenteret for at indstille salget af grunden. Også i Valby Lokaludvalg er der en vis uenighed om sagen. Således er Venstre i Valby ligeledes fortalere for et kommunalt frasalg af grunden, hvilket kom til udtryk i forbindelse med lokaludvalgets behandling af sagen, hvor venstres medlem bad om en protiekolbemærkning om, at partiet gerne ser grunden solgt til en privat bygherre.
Se Valby Lokaludvalgs skitseforslag til en ny kulturfacilitet på Smedestræde her
Se Valby Lokaludvalgs henvendelse til Københavns Borgerrepræsentation her