Frø og spirer i Valby
Det bliver en dag i frøenes og spirernes tegn, når miljøgruppen i Valby Lokaludvalg byder velkommen til workshop under årets første økologiske marked lørdag den 14. juni. Fra kl. 10 står Habitats, TagTomat og OpenGardenCPH for at bytte plantefrø, bygge plantekasser og sprede inspiration til en minihave i din vindueskarm.
Kl. 10 starter en guidet tur fra Tingstedet til Valby Pavillon på Smedestræde 2. Her præsenterer Rasmus Vincentz fra Habitats Frøstationen, en byttecentral for plantefrø, hvor alle kan bidrage, og hvor de frø man har i overskud kan byttes til dem man ønsker sig.
Kl. 10.30 på Tingstedet fortæller Mads Boserup fra TagTomat hvordan du kan lave selvvandende plantekasser af alt fra 1½liters plastflasker til 800 liters fødevaregodkendte beholdere.
Kl. 12 holder Signe Voltelen fra OPENgardenCPH en workshop om plantespirer og indendørs haver på Tingstedet. Samtidig fortæller Habitats mere om Frøstationen, og hvordan du bedst samler og bruger frø.
Workshoppen er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig
Som lancering af ”Guide til grønne indkøb i Valby” inviterer miljøgruppen på en sjov skattejagt rundt i Valbys grønne butikker. Tag dit barn i hånden eller gå selv på jagt mellem kl. 10 og 13. Der trækkes lod blandt de rigtige besvarelser, og vinderen får en flot gavekurv fyldt med varer fra Valbys grønne butikker. Start og mål er på Valby Tingsted.
Workshops og skattejagt er en del af Sharing Copenhagen 2014.