Vinderen af “Between Industry and City” kåres under Valby Kulturdage

Siden 1. juli har alle kreative mennesker med ideer til midlertidig brug af Grønttorvsgrunden kunnet deltage i idékonkurrencen ”Between Industry and City”. Der blev indsendt 50 meget forskellige ideer til konkurrencen. Fredag den 29. august kl. 17 kåres vinderne i Valby Lokaludvalgs telt på kulturdagene. Seks idéforslag bliver præmieret, og den samlede præmiesum er på 50.000 kr.

Både almindelige borgere, arkitektstuderende og etablerede arkitektfirmaer fra ind- og udland har indsendt deres forslag, og ideerne spænder bredt: Alt lige fra at indrette Grønttorvshallen til et green-room til filmoptagelser, over at sprænge området i luften med dynamit og lade naturen gro frem mellem sprækkerne, til at fjerne Grønttorvets vægge og indrette en matrix af firkanter, som kan lejes ud til gallerier, cafeer, små butikker mm.

Programmet for prisoverrækkelsen fredag den 29. august kl. 17 ved Valby Tingsted:

  • Præsentation af planerne Ny Valby – det fremtidige Grønttorv /ved Brian Abildgaard, Ny Valby og Johan Galster, 2+1 Idébureau
  • Præsentation af Innosite-konkurrencen for midlertidige aktiviteter på Grønttorvsgrunden / ved Anna Bisgaard-Nøhr, Dansk Arkitektur Center
  • Præsentation af vinderforslag, præmieoverrækkelse og åbning af udstilling

 

Formand for Lokaludvalget Michael Fjeldsøe sad i juryen, der har udvalgt vinderne, og han var imponeret over spændvidden i forslagene: ”Der var både forslag til helhedstænkning, nogle, der kom med helt konkret gode ideer, og forslag, der gik helt ud over rammen, der kunne åbne for at tænke nogle ting helt vildt.” siger Michael Fjeldsøe.

Fælles for næsten alle forslag er, at de åbner Grønttorvet op og skaber et fælles kreativt rum for Valbys borgere. En tanke der går igen i Brian Abildgaards visioner for området:

”Lige nu er området jo lukket og det vil vi gerne åbne op. Når Grønttorvet er flyttet ud får vi forhåbentligt relativt hurtigt byggeriet i gang, så vi får løftet området på en del af området. Og så får vi brug for en masse entusiaster med gode ideer til at lave noget midlertidigt på den resterende del af det store areal.” siger Brian Abildgaard, direktør for Ny Valby A/S. Han var glad for at se, at mange af ideerne underbyggede hans egen vision for området: ” Vi har en drøm om, at Grønttorvshallen bliver indrettet til industriel park, der skaber et grønt hjerte i boligområdet. Den tanke var der mange af de indsendte ideer, der underbyggede. Så vi har mulighed for at lave noget virkelig spændende og unikt.”

I udvælgelsen af vinderne lagde juryen vægt på, at de præmierede forslag ikke ligner hinanden alt for meget, og at de har en chance for at blive realiseret. ”Det var der enighed om, både blandt bygherrerne, Innosite, stadsarkitekten og Lokaludvalget. Vi fokuserede på de ideer, der kunne udfordre os, men også i høj grad på de ideer, der kan blive til noget. Det var et væsentligt kriterium i udvælgelsen ” siger Michael Fjeldsøe.

Når Grønttorvet til oktober 2015 rykker til Taastrup, går udviklingen af den nye bydel i gang. Med idékonkurrencen er grundlaget for et samarbejde med mange lokale aktører lagt. ”Vi gør os umage for, at så mange som muligt er med i udviklingen af den nye bydel, så alle kan bakke op om det færdige projekt. Det skal både være et godt kompromis og samtidig noget vi tror på.” siger Brian Abildgaard, direktør for Ny Valby A/S.

”Der skal gå en stor ros til Grønttorvet for at gå så helhjertet ind i den her tanke om midlertidighed, og gøre noget ud af udviklingen af området til en grøn og spændende bydel.” siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.