Grav Sydhavnsmetroen ned ved Ny Ellebjerg st.

Lokaludvalget har netop indsendt endnu et høringssvar med budskabet om, at Sydhavnsmetroen skal graves ned og have endestation på nordsiden af Ny Ellebjerg st., i stedet for at ende i terræn på sydsiden af stationen.

 

Lokaludvalget har skrevet høringssvar til den forudgående høring for VVM redegørelsen om metro til Sydhavnen. VVM redegørelsen skal redegøre for de miljømæssige konsekvenser ved metrobyggeriet, både i tilfælde af en perron i terræn på sydsiden af Ny Ellebjerg st., og en nedgravet perron på nordsiden.

Valby Lokaludvalg har tidligere henvendt sig til Borgerrepræsentation og Økonomiudvalget om metro-forløbet til Ny Ellebjerg. Lokaludvalget fokuserer på ønsket om, at metroen skal løbe i en tunnel og ende i en station på nordsiden af stationen.

Det er der to grunde til:

1) Ny Ellebjerg som trafikknudepunkt

Både i Københavns Kommunes og statens planer er Ny Ellebjerg udnævnt til fremtidigt trafikknudepunkt, hvor S-tog, Regionaltog og fjerntog mødes. Samtidig kobler Ny Ellebjerg på bussystemet og en mulig fremtidig letbane. Ny Ellebjerg er udset til at opfylde en væsentlig mere kompleks opgave end Flintholm, så det nytter ikke at lade sig nøje med lappeløsninger. Det kræver optimale omstigningsmuligheder, hvis stationen skal fungere som en effektiv trafikmaskine.

I dag fremstår Ny Ellebjerg som en labyrint med vanskelige og uoverskuelige omstigningsmuligheder og perronadgange. En løsning, hvor metroen ender på terræn på den sydøstlige side af Ny Ellebjerg vil give lange gangveje og forstærke indtrykket af en uoverskuelig og ulogisk station. Den rigtige løsning er entydigt at lægge stationen som undergrundsstation på nordsiden af Ny Ellebjerg, hvor der bliver direkte og logisk omstigningsmulighed til de øvrige transportformer.

2) Fremtidssikring af Ny Ellebjerg

Der er oplagte muligheder for videre udvikling af metrolinjen fra Ny Ellebjerg, enten gennem en forlængelse som metro eller letbane til Hvidovre Hospital og letbanen i Ring 3, eller ved at lade den fortsætte som metro ad S-Ringbanen til Hellerup. Især den sidste løsning ville kunne realiseres inden for en forholdsvis kort tidshorisont. Disse løsninger forudsætter, at metrostationen anlægges som undergrundsstation, da det er den eneste mulighed for at krydse de eksisterende sporanlæg.

Lokaludvalget vil blive ved med at gøre opmærksom på, at Ny Ellebjerg Station er opbygget ulogisk og virker som en labyrint og en barriere i området. Hvis stationen skal fungere som trafikknudepunkt, bør der udarbejdes en samlet løsning, der gør stationen overskuelig, tilgængelig og tryg at bruge. Lokaludvalget ønsker at der udskrives en arkitektkonkurrence om indretningen af Ny Ellebjerg st., så den kan blive et attraktivt trafikalt knudepunkt, i stedet for en mere og mere labyrintisk station.

Læs hele høringssvaret om forudgående høring for VVM redegørelse af metro til Sydhavnen.