Tilmelding til Valby Kulturdage
Der er åbent for at tilmelde sig til Valby Kulturdage den 4. og 5. september. I år bliver der indrettet tema-torve, så aktiviteter, foreninger og tilbud, der minder om hinanden placeres samlet. Deltagerne på et torv kan organisere sig og være fælles om at planlægge aktiviteter, så publikum vil opleve en masse liv på kulturdagene.
Det betyder også, at man som forening ikke kan regne med at få den samme plads man har haft tidligere år. Kulturdagene breder sig i år over et mindre område, for at fortætte kulturdagene og sørge for, at det afspærrede område er spækket med aktivitet.
Alle tilmeldte foreninger får tildelt et område på 3*3 meter. Aktiviteter kan dog sagtens brede sig over et større område, gerne i samarbejde med de øvrige foreninger på det torv, man er placeret. Det er i år muligt at søge kulturdagepuljen om støtte, og alle tilmeldte bliver opfordret til at tænke over, hvordan de bidrager til et par festlige og aktivitetesspækkede dage.
Vil man opstille telt, og skal man bruge strøm, skal man gøre opmærksom på det, ligesom man skal give besked om hvad man medbringer til opstilling og til aktiviteter. Opstilles der telt skal det kunne holde til vind og vejr, da kulturdagene jo ikke altid foregår i strålende sol og vindstille.
Tilmeldinger modtages på valbylokaludvalg@gmail.com. Har du spørgsmål eller har du brug for ideer til aktiviteter, er du velkommen til at kontakte sekretariatet, som står klar med gode råd og masser af forslag – valbylokaludvalg@okf.kk.dk eller på tlf. 24 97 77 58.