Villaejere kan spare penge på varmeregningen
Fyringssæsonen lakker mod enden, og der er penge at spare, hvis du stiller dit varmeanlæg efter temperaturerne udenfor. Valbys villaejere kan spare op mod 2000 kr. årligt ved at blive dus med deres fjernvarmeanlæg – og ovenikøbet spare klimaet for overflødig CO2.
HOFOR’s årlige sommerluk.dk kampagne kører igen, med buskabet om at skrue trinvist ned for fjernvarmen, så den matcher temperaturerne udenfor. For de fleste af os, er det endnu for koldt til helt at sommer-lukke for vores fjernvarmeanlæg, men ifølge HOFORs energieksperter er der ikke længere grund til, at vores anlæg er indstillet på samme styrke, som da vi skulle holde frostgraderne fra døren i vinters. Faktisk er der en del penge at spare.
Følg energiekspertens fem gode råd og spar både penge og CO2
- Når fyringssæsonen lakker mod enden, sætter du igen fremløbstermostaten ned på 35-40 grader. Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer. Når det er hård vinter, har man typisk fremløbstemperaturen indstillet til 60 grader, men i takt med at vejret bliver mildere om foråret, kan du sænke temperaturen. Gør det trinvist med fem grader ad gangen. På den måde kan en almindelig familie spare op mod 2.000 kroner på en fyringssæson helt uden at bruge så meget som en øre på det.
- Alle radiatorer i samme rum bør indstilles ens og ‘tænde’ samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer 25 procent hver end fx en enkelt, der bare banker løs.
- Alle rum i boligen skal i fyringssæsonen helst være opvarmede – også soveværelset, men luk døren hvis du foretrækker det lidt køligere.
- Stil termostaten på radiatorerne på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.
- Sluk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud i fyringssæsonen, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.
På hjemmesiden www.sommerluk.dk kan du få hjælp til at blive dus med dit fjernvarmeanlæg og få indstillet din termostat korrekt. Samme sted er der samlet en lang række gode råd, der kan hjælpe dig til væsentligt at nedbringe din varmeregning hen over hele fyringssæsonen.
Forsyningsselskabet HOFOR og Energitjenesten står bag den årlige kampagne Sommerluk.dk som hvert forår minder danskerne om at sommerlukke korrekt for fjernvarmen. Med ’luk langsomt’-indsatsen fortæller de nu også danskerne, hvordan de under fyringssæsonen bruger varmen med omtanke.