Sommerluk for varmen og spar penge
For femte år i træk ruller Sommerluk.dk’s kampagne over landet den 15. maj, med budskabet om at finde sommerventilen på dit fjernvarmeanlæg, lukke rigtigt ned for sommeren og spare mange penge. Hvis alle med fjernvarme lukker rigtigt for deres fjernvarmeanlæg, kan vi i Danmark samtidig spare miljøet for store mængder CO2.
Hele fyringssæsonen igennem kan der være gode penge at spare på varmeregningen, hvis man som fjernvarmekunde indstiller sit fjernvarmeanlæg efter temperaturerne udenfor. Også om sommeren er der store penge at spare. I de lune måneder har vi oftest ikke behov for varme hjemme i stuerne, og så er det med at få lukket helt for varmeanlægget. Det vil både din tegnebog og klimaet sætte pris på.
Den landsdækkende kampagne Sommerluk.dk, som forsyningsselskabet HOFOR og Energitjenesten er initiativtagere til, sætter derfor i maj fokus på, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun lukker for vores radiatorer i stuerne, men alle finder frem til sommerventilen på vores fjernvarmeanlæg. Indsatsen sker i samarbejde med en lang række energiselskaber, grønne NGO’er og virksomheder landet over, der alle er med til at støtte op om den vigtige sag.
Hos HOFOR vurderer man, at hvis beboerne i et parcelhus med fjernvarme husker at lukke for sommerventilen på deres fjernvarmeanlæg samt slukke for cirkulationspumpen, vil de spare 3-5 procent på varmeregningen. Det svarer eksempelvis i København, hvor fjernvarmen er relativ billig, til cirka 500 kroner årligt. Besparelsen i andre dele af landet afhænger af prisen på fjernvarme i området. Nogle steder i landet vil den årlige besparelse kunne være helt op mod 1.000 kroner.
Sådan sommerlukker du
Det er nemt at sommerlukke for dit fjernvarmeanlæg:
- Luk for anlæggets sommerventil
- Sluk for cirkulationspumpen
- Husk også at tænde kort for cirkulationspumpen et par gange om sommeren, så den ikke ”sætter sig fast”.
- Husk også at lufte ud i din bolig, især på de lidt kølige sommerdage.
På www.sommerluk.dk kan du finde mere information og hjælp til at finde sommerventilen på dit fjernvarmeanlæg.