De frivillige kæmper for Valby Kino

Valby Kino erklærede sig i denne uge konkurs. En række frivillige fra Valby Kinos Venner har dog taget initiativ til at oprette et selskab, som skal overtage biografen fra konkursboet. Red Valby Kino gruppen holder borgermøde om redningsaktionen i Valby Kino søndag den 28. juni kl. 19.

 

Siden Valby Kino åbnede for 2 år siden, har biografen dannet ramme om en lang række af arrangementer, der har inddraget den lokale befolkning. Nu har fonden, der driver biografen, erklæret sig konkurs. I samråd med kuratoren har Valby Kinos Venner valgt at fortsætte driften af biografen.

Valby Kinos Venner har siden biografen etablering opnået støtte fra Lokalpuljen til blandt andet børnefilmklubber, filmfestivaller, særvisninger og andre kulturelle arrangementer, ligesom biografen har dannet ramme for flere andre foreningers arrangementer.

Red Valby Kino gruppen ønsker, at alle, der vil være med til at redde biografen, melder sig på banen og kontakter gruppen. Gruppen har også oprettet en crowdfunding-kampagne, så alle i Valby og resten af København kan bidrage til at redde biografen.

Red Valby Kino kan kontaktes på tlf. 41897507 (Bo Bertelsen) og e-mail vkv@valbykino.dk. Indsamlingen kan findes her. Læs mere på redvalbykino.dk.

Borgermøde i Valby Kino er søndag den 28. juni kl. 19 i biografens lokaler på Gl. Jernbanevej 36.