Se Valby fra vandsiden til Kulturhavn 2015, 7.-9. august
Valbybåden
Sydhavnen har fået kanaler og Valby får snart sin helt egen badestrand. Det fejrer Kulturhavn 2015 med Valbybåden, som igen i år byder på en gratis tur gennem slusen. Turene er gratis, fordi de er finansieret af de to lokaludvalg.
Turbådene sejler igennem slusen og ud i Kalveboderne. Det sker fredag den 7. til søndag den 9. august. Turen går forbi Tippen og Valbyparken, vender i Hvidovre Havn og hjem igen. Bådene sejler fra kajen ved Koralbadet på Ben Websters Vej.
Guider er Steen Eriksen og Paul-Erik Lind fra Kgs. Enghave Lokaludvalg, og Ebbe Bay, Valby Lokaludvalg.
Sejplan:
Fredag 7. august kl. 17: Paul-Erik Lind
Fredag 7. august kl. 19: Ebbe Bay
Lørdag 8. august kl.12: Steen Eriksen
Lørdag 8. august kl.14: Steen Eriksen
Lørdag 8. august kl.16: Paul-Erik Lind
Lørdag 8. august kl.18: Paul-Erik Lind
Søndag 9. august kl. 12: Steen Eriksen
Søndag 9. august kl. 14: Ebbe Bay
Søndag 9. august kl. 16: Ebbe Bay
Kom i god tid, sidste år var der rift om pladserne.
Bådklubben Valby holder åbent hus
Ved Sluseholmen kan du opleve et levende og unikt miljø med et flydende klubhus, røde bådskure, motorbåde, kajakbro og liv på havnekajen, når Bådklubben Valby holder åbent hus den 8. og 9. august fra 12-18.
Der vil være aktiviteter på land for børn og voksne, med fokus på det sociale klubliv, sikker og tryg sejlads, herunder kampen mod vanvidssejlads. Nyd den sydlige havns attraktioner og puls, især det særlige ved sluseområdet, og bliv klogere på en maritim oase i storbyens Sydhavn.