Intelligente principper for fortætning af byen efterlyses
Valby Lokaludvalg ønsker, at kommunen begynder at arbejde med et mere intelligent princip om stationsnærhed, så det ikke udelukkende er afstanden i luftlinjeafstand, der bestemmer nærheden til en station, og dermed muligheden for en højere byggeprocent. Forudsætningen for, at det giver mening at fortætte, må være, at stationsnærheden er reel og relevant.
Reel og relevant stationsnærhed
Et vigtigt fokusområde i lokaludvalgets høringssvar til Kommuneplan ’15 er en kvalificering af stationsnærhedsprincippet. Princippet betyder, at der i en afstand af 600 meter til en station, må bygges med en højere bebyggelsesprocent end ellers. Ud fra den logik ligger det meste af Valby stationsnært. Men 600 meters afstand i fugleflugt til en station siger intet om, hvor tilgængelig stationen er, eller om det er de relevante toglinjer, der kører.
Begrundelsen for fortætningen er, at stationsnærheden gør det muligt at afvikle en stor del af trafikken som kollektiv trafik. Denne effekt er størst indenfor 200 meter, og falder derefter med afstanden til stationen. Der er derfor intet argument for, at det i sig selv giver specielt meget mening at fortætte på et sted, der ligger 550 meter fra nærmeste station.
Et godt eksempel på behov for et krav om reel stationsnærhed er adgangen fra Grønttorvet til Vigerslev Allé Station, hvor gangafstanden er en betragtelig omvej, hvis der ikke bygges en direkte gangforbindelse fra området til S-togsperronen.
At stationsnærheden er relevant er et andet forhold. En station som Danshøj, som ikke har adgangsveje fra syd, giver ikke nogen relevant anledning til at bygge tæt inden for stationsnærhedszonen. Denne station ligger i et villaområde og har som sin primære funktion omstigning mellem to S-togslinjer.
Læs mere
Intelligent fortætning, områder uden lokalplan, fremtidige byudviklingsområder, letbaneplaner og skoleplaceringer er hovedoverskrifterne i Valby Lokaludvalgs høringssvar til Kommuneplan ’15. Svaret er skrevet på baggrund af et velbesøgt borgermøde 1. oktober, og indeholder en række konkrete forslag, til glæde for Valbys fremtidige udvikling.
Valby Lokaludvalgs høringssvar til kommuneplan ’15
Reportage fra borgermøde om Kommuneplan ’15 1. oktober