Netværksmøde: Styrk din brug af sociale medier
Næste møde i Valbys erhvervsnetværk – bæredygtig bundlinje – er torsdag den 4. februar kl. 8-9.45 hos Café Mæt i Valby Kulturhus. Overskriften for mødet er brug af sociale medier, og som vanligt er der morgenmad, kaffe og masser af tid til at netværke.
Sociale Medier
Den 4. februar er emnet for mødet brug af sociale medier. Hvordan kan din virksomheds tilstedeværelse styrkes? Hvilke platforme skal du vælge? Og hvilket indhold er unikt for netop din virksomhed? Valby Lokaludvalgs kommunikationsmedarbejder Katrine Clausager Rich holder et oplæg til inspiration, og derefter kan virksomhederne dele erfaringer og inspirere hinanden.
Lotte Kjærgaard fra Grønne Erhverv i Københavns Kommune fortæller om nye grønne initiativer og tilbud til virksomheder. Grønne Erhverv er Københavns Kommunes netværk for virksomheder, der frivilligt arbejder med klima og miljø.
Der vil også være god tid til at netværke, så kom og bliv inspireret og del dine ideer med de andre virksomheder. Husk at invitere en gæst med, for eksempel din nabo-butik eller en anden virksomhed i dit netværk.
Om netværket
Valbys erhvervsnetværk – bæredygtig bundlinje – er netværket, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher. Netværket drives af Valby Miljøgruppe i Valby Lokaludvalg, og mødes fast hveranden måned hos Café Mæt i Valby Kulturhus. Mødets emner bestemmes af de deltagende virksomheder fra gang til gang.
Virksomheder deler viden, giver gode råd videre, og nye muligheder for samarbejder åbner sig ofte. Netværket er åbent for alle virksomheder, butikker og brancher.
Tilmelding til mødet senest mandag den 1. februar til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk.