Supercykelsti krydser Valby

Anlæggelsen af supercykelstien Ishøjruten, der går fra København til Ishøj, når denne uge krydset ved Folehaven/Gl. Køge Landevej. Krydset bliver fornyet og gjort mere trafiksikkert, men det kan betyde længere køretid igennem krydset de næste uger.

Krydset Folehaven/Gl. Køge Landevej bliver fornyet med nye master, heller, bundet venstresving fra Folehaven ind mod byen, samt cykelstier, så cykler og biler ikke længere skal dele højresvingsbanen. Det nye kryds giver bedre trafikafvikling og skaber samtidig mere sikre forhold for cyklister og fodgængere. 

Anlægsarbejdet varer til udgangen af april, og bilister skal forberede sig på lidt længere køretid gennem krydset, da enkelte svingbaner bliver spærret.

I forbindelse med Ishøjruten er der også anlagt ny cykelsti på Vigerslev Allé.

Fakta

22 kommuner og Region Hovedstaden samarbejder om at udarbejde et regionalt dækkende net af Supercykelstier i hovedstadsregionen. Nettet skal gøre det nemt og hurtigt at komme fra A til B som cykelpendler på de lidt længere ture, typisk mellem fem og 20 kilometer.

Ishøjruten er en 14 km. lang rute gennem København, Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.

Der er i alt planlagt 28 Supercykelstier. Et kort over det samlede rutenet kan ses på supercykelstier.dk.