Nyt byggeri på Valby Langgade
Lokaludvalgets By- og Trafikudvalg har behandlet en naboorientering om byggeriet på Valby Langgade 65-67, hvor der skal opføres et byggeri i to etager med to butikker i stueetagen og tre lejligheder til beboelse i tagetagen.
Lokaludvalget blev tidligt orienteret om projektet af bygherren, og er tilfredse med hvordan projektet er kommet til at se ud. Det planlagte byggeri kræver enkelte dispensationer fra lokalplanen, men de er af minimalt omfang.
Lokaludvalget lægger vægt på, at projektet på en overbevisende og gennemarbejdet måde har gjort en stor indsats for at udforme byggeriet i stil med de gamle, toetagers bygninger på Valby Langgade ved Valby Tingsted, blandt andet ved at arbejde i samme skala og med en tagudformning i rødt tegl. På den måde er byggeriet med til at bevare det historiske bymiljø omkring Valby Tingsted, der er hjertet i det centrale Valby.
Byggeriet går i gang i løbet af foråret, og forventes at stå færdigt til efteråret 2016.
Læs hele lokaludvalgets høringssvar