Hvem skal have årets arkitekturpris?

Lokaludvalget præmierer hvert år en bygning eller et anlæg, der er udført med arkitektonisk kvalitet, og som er med til at gøre Valby smukkere. Fristen for at sende en indstilling ind til årets uddeling er 1. juni, og prisen uddeles under Valby Kulturdage den 2. og 3. september.

Arkitekturprisen blev genindført sidste år, fordi lokaludvalget ønsker at prioritere kvalitet i de fysiske omgivelser, for at skabe et godt miljø i Valby til glæde for nuværende og kommende borgere, erhvervsvirksomheder og institutioner.

Prisen er med til at tegne bydelens profil og skabe interesse og forståelse for arkitektonisk kvalitet. Feltet af arkitektur, der kan præmieres, er bredt:

  • Nye bygninger til alle typer anvendelse
  • Om- og tilbygninger til eksisterende bygninger
  • Restaurering af bevaringsværdige bygninger
  • Andre anlæg som f.eks. parker, pladser, grønne områder og gårdrum.

 

Sidste år gik prisen til lommeparken Valby Gadekær, og der var hædrende omtale til Valby Vandkulturhus og de to nyrestaurerede tårne på Toftegårds Allé.

Præmien består af et diplom og en plakette til indmuring, og uddeles ved en reception under Valby Kulturdage den 2. og 3. september. Der lægges vægt på, at byggeriet eller anlægget fremtræder som en smuk bygning eller smukt anlæg i høj arkitektonisk kvalitet, at det giver et positivt bidrag til bydelen, at det bidrager til arkitektonisk nytænkning, eller at der er tale om en smuk renovering af en gammel bygning, med udgangspunkt i bygningens oprindelige arkitektur.

Vil du nominere en bygning eller et anlæg skal du:

  • Skrive til valbylokaludvalg@okf.kk.dk, med “Arkitektur” i emnefeltet. Medsend gerne et billede.
  • Lægge billede på Instagram under hashtagget #2500arkitektur

 

Indstillingen skal angive adresse på bygningen/anlægget med en begrundelse for valget. Deadline for indstillinger er 1. juni 2016.

Læs mere om arkitekturprisen her.