Adopter et vejbed og vær med til at gøre Valby grønnere og smukkere
Vores miljøgruppe sætter efter aftale med den lokale byrumsforvalter Valbys kommunale vejbede fri til adoption for alle, der vil bruge deres grønne fingre på at gøre Valbys gader og stræder grønnere og smukkere.
Vil du plante og passe i dit lokale bed?
Miljøgruppen har aftalt med Valbys kommunale byrumsansvarlige at åbne for muligheden for, at Valbys grønfingrede lokale kan tage ansvar for vejbede i deres lokalområde.
Miljøgruppen ønsker, at alle kan få mulighed for at bidrage til en grønnere by med større biodiversitet – og få muligheden for at glædes ved at plante og se noget gro.
Alle typer kommunale bede kan adopteres
Du kan adoptere alle typer af kommunale bede. Det kan for eksempel være rundt om et vejtræ eller et forsømt hjørnebed.
Både private og institutioner kan adoptere bede. Projektet omfatter kun kommunale bede, der kan altså ikke adopteres bede på andres private grunde eller på private fællesveje.
Er du i tvivl om vejens status, så kontakt Asger Gad på gn7s@kk.dk.
Sådan adopterer du et bed
Før du kan gå i gang med at så og plante skal du gøre følgende:
- Skriv til miljømedarbejder Asger Gad på gn7s@kk.dk og fortæl, hvilket bed du gerne vil tage ansvar for. Han formidler information videre til Valbys byrumsforvalter, som skal godkende det.
- Vent med at så og plante til du har fået svar og et værsgo.
- Du skal tydeligt markere, at du tager ansvar for bedet: sæt et par skilte med ”Dette bed bliver passet af XXXX” (fornavn er nok), så alle – også kommunens folk – kan se, at du passer bedet.
- Du skal selv sørge for frø og planter til dit bed. Overvej tørkeresistente planter. Planterne må højest blive 30-40 cm høje – dvs. ikke solsikker, stokroser eller andre høje planter, der kan genere trafikken. Du må gerne sætte løg eller plante flerårige planter.
- Du skal så i den eksisterende jord, men du er velkommen til at jordforbedre med muld og lidt gødning (pas på du ikke bruger for meget).
- Du må ikke lave hegn eller kanter rundt om bedet, men du må gerne markere bedets grænser med en snor eller lignende.
- Efterfølgende skal du selv luge og vande. Husk at vande i tørre perioder!
Vurderer kommunens folk, at et bed ikke bliver passet, vil det blive klippet ned.
Hvis du har spørgsmål, så skriv til vores miljømedarbejder Asger Gad på GN7S@kk.dk.
Passer du allerede et bed?
Vi har hørt rygter om, at der allerede er bede rundt om i bydelen, der er blevet adopteret. Send meget gerne et par billeder og lokation til os, så hjælper vi med at de får lov at blive!
Læs mere om Valby Miljøgruppes arbejde her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!