Flytning af parkeringspladser løser ikke Saxtorphsvejs trafikproblemer

Byggeri København har fået dispensation til at flytte 10 parkeringspladser i forbindelse med det nye institutionsbyggeri på Saxtorphsvej. Beboere frygter stadig fremtidigt trafikkaos når kvarterets tredje store daginstitution åbner, og efterlyser en samlet trafikløsning.

Vi og beboerne på Saxtorphsvej er blevet hørt i en naboorientering om en dispensation fra lokalplanen, der skal flytte nogle af de kommende parkeringspladser for at afhjælpe kommende trafikproblemer.

Torsdag den 9. juni afholdt vi sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen borgermøde om den kommende trafiksanering af Saxtorphsvej. Og ugen efter kunne vi igen diskutere Saxtorphsvej, da vi holdt borgermøde om de nye tidsbegrænsede P-zoner i området.

Med så mange samtidige projekter omkring villavejen synes vi og beboerne at det er helt åbenlyst, at der skal tænkes i en samlet løsning for trafikken i området!

Ny stor daginstitution forventes klar i starten af 2023

Både dispensationen til P-pladserne og trafiksaneringen skal være med til at afhjælpe de trafikale problemer det vil give på den lille villavej, når den tredje store daginstitution på vejen med 12 børnegrupper åbner i det nye år.

Visualiering daginstitution Saxtorphsvej

Generelt efterlyser vi og beboerne, at der tænkes samlet og ud over udelukkende Saxtorphsvej. For den nye daginstitution vil betyde meget mere trafik for hele området, og de fremlagte forslag kan højst blive lappeløsninger på det store problem.

Foto: Marck B. Permin 

Dispensation til flytning af P-pladser blev godkendt

Forvaltningen besluttede at give Byggeri København dispensation til at flytte de 10 parkeringspladser som ønsket.

De lægger vægt på, at flytningen af parkeringspladser kan begrænse biltrafikken på Saxtorphsvej. Der bliver nemlig adgang til den ønskede parkeringsplads i begyndelsen af Saxtorphsvej, lige efter krydset ved Vigerslev Allé.

Færre biler foran de tre institutioner på Saxtorphsvej vil skabe bedre forhold for bløde trafikanter, særligt i hente- og bringesituationen.

Flytningen vil også frigive mere plads til indretning af forpladsen foran den kommende institution på Saxtorphsvej 15 og de to eksisterende institutioner på vejen – både til begrønning og til ophold.

Generelt set er vi og beboerne enige om, at den foreslåede placering er bedre end den oprindelige, fordi den forbedrer friarealerne ved institutionerne.

Om det bidrager til at løse områdets trafikproblemer afhænger af den konkrete brug, men kan i bedste fald blive et element i en langsigtet og sammenhængende løsning.

Læs vores svar på naboorienteringen her:

Lav en samlet trafikløsning

Omkring Saxtorphsvej arbejder forvaltningen parallelt med:

  • En plan for trafiksanering af Saxtorpshvej med ensretning og vejtræer 
  • Indførelse af en 3 timers tidsbegrænset parkeringszone
  • På længere sigt med en renovering af Vigerslev Allé 

Vi og beboerne opfordrer stærkt til, at de forskellige trafikale tiltag i området bliver tænkt sammen.

Et stort ønske fra beboerne er, at parkering til institutionerne placeres, så de skaber mindst mulig trafik ind i området. Flere beboere gav udtryk for, at det ideelle ville være en afsætningsmulighed ved Vigerslev Alle med en sikker og tryg gangforbindelse til institutionerne, så biler slet ikke skal ind i området.

Den tredje store daginstitution på den lille villavej kan ikke undgå at give mere trafik, både på Saxtorphsvej og på de omkringliggende villaveje. Så det nytter ikke kun at se på Saxtorphsvej, og lave lappeløsninger, der ikke løser de store problemer.

Vi holder tæt kontakt med forvaltningen og beboerne på Saxtorphsvej, og følger op når der er nyt i sagen.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og få direkte besked i din indbakke om denne og andre lokale sager et par gange om måneden:

2 svar
    • Jan Rasnis
      Jan Rasnis siger:

      Jeg er beboerformand og bor Panumsvej 1 og frygter en masse trafik igennem vores gård/vej når der bliver ensrettet trafik på Saxtorpsvej. Selv om der står indkørsel forbudt i den ene ende og gennemkørsel forbudt i den anden , kan jeg se at allerede nu er trafikken stigende på vores private vej. Det blir sandsynligvis værre, når den nye institition åbner.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *