Guide til børnefamilier på Valby Kulturdage
Kulturdagene banker på, og børnene vil af sted! Men hvor skal børnefamilierne søge hen når kulturdagene er spredt på fem lokationer? Vi har sammensat et forslag til to dage med et væld af sjove oplevelser:
Fredag
Spinderiet med forlystelser, kage og cirkus
Vi foreslår at starte kulturdagene i Spinderiet, på Porcelænstorvet og i Prøvehallen. På Porcelænstorvet kan der købes billetter til de sjove forlystelser, der i dagens anledning er stillet op.
Fra kl. 15 er der gratis kage og cirkus med Benny Schumann på torvet under overdækningen. Og kl. 16 kan du være heldig at få et ekstra stykke kage med på vejen, når Karius og Baktus deler ud i Prøvehallen.
Toftegårds Plads: Lopper og bevægelse
Fredag kan fortsætte på Toftegårds Plads Nord, hvor det store børneloppemarked åbner kl. 16. Her kigger gøglertruppen Øglegøglerne også forbi.
Når der er shoppet igennem i loppeboderne kan eftermiddagen slutte med idræt, sport og leg i foreningsområdet ved Toftegårds Plads Nord. Prøve at fægte, skyde til måls og stå på skøjter!
Glad pop på Tingstedet
Slut fredagen af på Valby Tingsted, hvor Louise Dubiel byder på glad, dansk popmusik fra den centrale musikscene kl. 17.30.
Her kan der også købes lækker aftensmad hos street food sælgerne på pladsen.
Lørdag
Toftegårds Plads Syd – krea og teater
Lørdag formiddag kl. 10 rykker Valby Kulturhus ud på Toftegårds Plads Syd med et væld af kreative aktiviteter. Start jeres lørdag med krea med papir og bøger, lave nøgleringe af genbrugsplast, lave unik keramik der brændes med det samme i Raku-ovnen, og gå på jagt i Valby Biblioteks bogmarked.
Hvis du har legetøj hjemme, der er gået i stykker, kan du tage det med forbi Repair Caféen, hvor de frivillige kan få det meste til at virke igen.
Fra kl. 13 er der også det akrobatiske gadeteater På Bænken at opleve på pladsen, og Ballonklovnen Bobo og Flødebolle Bent kigger forbi med klovnerier og flødebollesjov.
Efter sjov og ballade på Toftegårds Plads Syd kan I tage en ekstra tur blandt lopperne på nordpladsen, før I begiver jer til Aksel Sandemoses Plads.
Gøgl og piratshow på Aksel Sandemoses Plads
Her kan I gense Øglegøglerne kl. 15, slå jer ned med en pandekage til de små og en kop kaffe til voksne, og gøre klar til Palle Pirat Show, der går på 16.30.
Slut dagen af med afrikansk trommedans samme sted kl. 18, som foreningen My Horizon står for.
Det er bare én af de tusind måder man kan sammensætte et par festlige kulturdage på. Gå selv på opdagelse i programmet og find de ting, du ikke vil gå glip af:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!