Ruten begynder ved Kamhusene og bevæger sig til Langagervej og Vigerslevstræde. Her finder du centrum af den gamle Vigerslev landsby, hvor enkelte huse har overlevet fra den gamle tid.
2
Fortsæt ad Højsagervej og Skyggelundsvej til Danshøj.
3
Bronzealderhøjen ved Danshøj er Valbys eneste synlige oldtidsminde. Ved siden af højen i den gamle villa til Danshøjgård er der nu indrettet buddhistisk tempel.
4
Fortsæt ad Langagervej og drej til højre ad Højbovej og videre et kort stykke ud ad Lykkebovej. Her ligger én af Valbys tre barakbyer. De karakteristiske røde træhuse var oprindeligt tyskerbarakker og stod på Kløvermarken på Amager, men blev flyttet til Valby i 1947, hvor de skulle tjene som nødboliger – men folk bor her altså endnu.
5
Fortsæt herfra via Kærskiftevej og stien ved Bavnagervej og du ender ud i et grønt område med legeplads.
6
Fra Bavnagervej fortsætter ruten over Vigerslevvej til Gårdstedet, som har sit navn efter gården ’Store Vigerslevgård’ der lå her indtil 1946.
7
Den sidste del af ruten følger Harrestrup Å igennem Vigerslevparken. Oldtidsfund viser, at åens bredder har været beboet helt tilbage fra stenalderen. Dengang var åen sejlbar helt ud til Køge Bugt.
8
På turen gennem Vigerslevparken kommer du over den netop færdiggjorte gang- og cykelbro over Folehaven, der dagligt sikrer 4-5.000 mennesker en sikker overgang over tilkørslen til Holbækmotorvejen.