Ungdommens Folkemøde i Valbyparken søger frivillige
Ungdomsbureauet søger en masse unge frivillige, der vil være med til at forvandle festpladsen i Valbyparken fra græsplæne til festival – og tilbage igen – til Ungdommens Folkemøde den 5. og 6. september.
Ungdommens Folkemøde er en to-dags demokratifestival, der samler unge mellem 15 og 30 år til workshops, debatter og andre mere skæve indslag.
Formålet med Folkemødet er at lade unge udforske demokratisk deltagelse og medborgerskab. Det hele foregår i Valbyparken den 5. og 6. september, og samler cirka 25.000 mennesker.
Festivalens aktiviteter kredser om forskellige unge-relevante temaer, og faciliterer et møde mellem unge og beslutningstagere samt et møde unge imellem.
Friske frivillige søges fra 31. august til 8. september
Der er mange og meget forskellige opgaver forbundet med at stable en festival på benene, og Ungdomsbureauet har derfor brug for mange og forskellige kompetencer.
Du kan være frivillig i perioden fra den 31. august og frem til den 8. september, og du vælger selv både de vagter, du helst vil have, og de teams, du helst vil på.
Under afviklingen kan du møde nogle af Danmarks største stemmer og opleve en masse gode diskussioner og indslag med og for unge.
Det er også en unik mulighed for at få erfaring med event-afvikling og pop-up demokrati.
Og arrangørerne lover, at frivilligmiljøet på Folkemødet summer af kreativitet, hygge og gode diskussioner.
Læs meget mere og meld dig som frivillig lige her:
Kender du et ungt menneske, der skal have et tip om muligheden?
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!