En festlig fejring af frivilligheden
Fredag den 1. februar lagde Valby Kulturhus hus til årets frivillighedsgalla for Hornemanns Vænge, Valbyejendommene og Folehaven, hvor områdets engagerede frivillige blev både fejret og præmieret!
Den boligsociale helhedsplan SURF Valby havde inviteret alle, der har bidraget med frivilligt arbejde i deres tre boligområder, til frivillighedsgallaen. Festen var støttet af vores Lokalpulje, og aftenen var en stor succes.
Februar, fredag og frivillighed
Teatersalen i Valby Kulturhus var prydet med guld, blomster og lyskæder.
Den røde løber var rullet ud, og faklernes varme lys bød gæsterne velkommen til aftenen.
Udover SURF’s medarbejdere var aftenen arrangeret af en frivillig eventgruppe.
Priser til årets naboer og iværksætter-spirer
Programmet stod på mad, dans, hygge og kåringen af Årets naboer – én fra hvert af de tre boligområder, der tæller Hornemanns Vænge, Valbyejendommene og Folehaven.
Vinderne af Årets Nabo blev:
- Fakhria fra Hornemanns Vænge, som b.la. arrangerer områdets lokale affaldsindsamling i forbindelse med Store Forårsrengøring, og sidder i afdelingsbestyrelsen
- Ingelise fra Folehaven, der bl.a. er aktiv i Café & Genbrug og afdelingsbestyrelsen
- Jørgen fra Valbyejendommene, der medvirker til flere aktiviteter, såsom banko og ‘Mad med Jørgen og tøserne’
Årets naboer er nomineret af områdets beboere og valgt ved afstemning.
Derudover vandt Mind Your Own Business-virksomheden Integrity X prisen som Årets Spire.
Virksomheden Integrity X består af en gruppe drenge fra Folehaven, som igennem iværksætterorganisationen Mind Your Own Business har fået mulighed for at skabe deres egen mikrovirksomhed. De skaber sociale gaming-events og donerer overskuddet til velgørende formål.
Aftenens rammer var kærligt udlånt af Valby Kulturhus, mens resten af festlighederne var støttet af afdelingsbestyrelser, Boligforeningen 3B og vores Lokalpulje.
Læs mere om hvordan du selv kan søge vores pulje til lokale aktiviteter:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!