Kulbaneparken er sat på pause – men Områdefornyelsen arbejder stadig
Selv om de første faser i anlægget af Kulbaneparken blev udskudt på grund af anlægsloftet står Kulbanekvarteret bestemt ikke stille i 2019. Se hvilke projekter, der bliver færdiggjort i 2019.
Forhandlingerne om anlægsloftet i Teknik- og Miljøforvaltningen i januar betød, at anlægget af den bemandede legeplads i Kulbaneparken blev udsat.
Det var et hårdt og uventet tilbageskridt i et område, der i årtier har ventet på et løft.
Men selve Områdefornyelsen Kulbanekvarteret og de planlagte projekter er ikke sat i bero, og sekretariatet og de lokale ildsjæle arbejder ufortrødent videre med at udvikle området.
Tre byrum i Kulbanekvarteret bliver anlagt i 2019
Det arbejde, der allerede var sat i gang omkring Kulbaneparken, gøres færdigt i løbet af de næste par måneder. Det betyder, at tre byrum bliver gjort færdige:
- Lanternen, som er et stort overdækket udekøkken med nyttehaver, træningsfaciliteter, bålplads og ophold.
- Pavilloner til den bemandede legeplads med personale og værksted
- Lysboksen, som er et mini-medborgerhus, hvor foreninger og netværk kan mødes og afholde aktiviteter.
Planerne for legeplads og kunstgræsbane gøres færdig – anlægget må vente
Projektforslaget for Kulbaneparken gøres færdigt som planlagt i starten af 2019.
Det vil sige, at planerne for kunstgræsbane, bemandet legeplads, regnvandsbassin, forureningshåndtering, stier og beplantning færdiggøres og møder og borgermøder i den forbindelse afholdes.
Selve hovedprojektet, der detaljerer planerne og gør dem klar til udbud, samt anlæg af byrumsinventar til den bemandede legeplads, er sat på pause.
Arbejdet genoptages, når der er politisk grønt lys til det.
Kulbaneparken er ikke glemt på rådhuset
Efter beslutningen om, hvilke projekter der skulle udsættes, blev truffet, meldte Socialdemokraterne og SF ud i en fælles erklæring, at Kulbaneparken stadig er højt prioritetet.
Læs mere om opbakningen fra rådhuset lige her:
Masser af lokale aktiviteter i 2019
Mange beboere har involveret sig i de sociale og kulturelle projekter i Kulbanekvarteret, og de fortsætter som hidtil.
I løbet af året kan du altså stadig opleve bl.a. Kulturfest, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival og Valby Games.
Du kan stadig søge penge til egne projekter i puljen Kulbanefællesskaber, være en del af mad- og havefællesskabet i DYRK, NYD & SPIS, følge med i Ungeparlamentets projekter og en hel masse andet.
Følg Områdefornyelsen i Kulbanekvarterets arbejde på Facebook:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!