Ny lokalplan på vej for Lillegade og Mølle Allé
Området Mølle Allé 26-30 og Valby Langgade 55-59 har ikke i dag en lokalplan, og da en interesseret byudvikler har meldt sig på banen med et projekt om at opføre kollegie- og ungdomsboliger langs Lillegade og inde i karréen ved Mølle Allé, skal der nu udarbejdes en.
Vi er tidligt blevet inddraget i processen igennem en intern høring fra Teknik- og Miljøforvaltningen. I vores høringssvar lægger vi vægt på, at den gamle bymidte bevarer sin karakter når der bygges nyt.
Byggeplaner på de tidligste stadier
Byggeprojektet søger at afslutte karrébebyggelserne på Mølle Allé og Valby Langgade og formidle overgangen til det gamle Valbys lave huse.
I projektet placeres bebyggelsen langs Lillegade og inde i karréen, hvilket skaber flere gårdrum.
Projektet har et omfang, som betyder, at der skal udarbejdes en lokalplan for området:
Behold Valbys Landsbys særkende
Det er af afgørende betydning for den nye lokalplan, at området ligger i Valby Landsby, der er udpeget som et særligt kulturmiljø i Kommuneplan 2015.
Det er et højt og vedvarende udtrykt ønske fra borgerne, at den gamle bymidte bevarer sin karakter af tidligere landsbymiljø, med:
- Lave hus i 1-2 etager
- Skrå tage
- Byggeri af selvstændige bygninger med hvert deres særpræg
Det skal respekteres i både en fremtidig lokalplan og i et fremtidigt byggeri i det historiske område.
En blandet bebyggelse
Vi lægger også i vores høringssvar vægt på, at et byggeri af boliger tager højde for at sikre en blandet bebyggelse og beboersammensætning. Et så centralt område er følsomt over for en meget stor koncentration af unge beboere, som opførelsen af udelukkende kollegie- og ungdomsboliger vil medføre.
Vi foreslår, at der i stedet arbejdes med en blandet bolig- og beboergruppe, idet området er meget velegnet til en blanding af ungdoms-, familie- og ældreboliger for mennesker, der gerne vil bo i det centrale Valby og som føler tilknytning til bydelen.
Desuden lægger vi vægt på, at 3F’s gamle bygninger bevares som arbejdspladser, og at der bevares store og grønne gårdrum i den tætte bebyggelse.
Læs hele vores svar på den interne høring lige her:
Vi ser frem til at indgå i den videre dialog om den nye lokalplan, da den nye bebyggelse har stort potentiale for at blive et eksempel både for en vellykket og en mislykket byudvikling.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!