Nu er der gang i bytteriet ved Valby Bibliotek
Lørdag den 23. juni indviede miljøgruppen Valbys nye bytteø ved Valby Bibliotek. Kig forbi med de ting, du ikke skal bruge mere, og tag de ting, du lige mangler.
Bytteriet gik i gang med det samme
Til indvielsen bød miljøgruppen på saftevand og snacks. Asger Gad, lokaludvalgets miljømedarbejder, og Lars Becher, daglig leder af Valby Bibliotek, bød velkommen, inden Inge Brund fra miljøgruppen fik æren af at klippe snoren.
Bytteøen blev straks fyldt op og taget i brug af de fremmødte, og allerede efter fem minutter havde mange gode sager byttet hænder.
Valbys nye bytteø er bygget af genbrugsmaterialer i Valby Snedkeri, og har fået en meget passende plads foran Valby Bibliotek, da det jo i forvejen er et sted, hvor vi deler ting med hinanden.
Sæt hvad du har – tag hvad du skal bruge
I bytteøen kan du efterlade ting, som du ikke bruger mere, men som andre godt kan få glæde af, f.eks.:
- Bøger
- Legetøj
- Tøj og børnetøj
- Service og nips
Og meget meget andet!
Du må gerne aflevere ting uden at tage noget til gengæld, ligesom du gerne må tage ting, selvom du ikke har noget du kan efterlade samme dag.
Vær med til at holde orden
Bytteøen passes af frivillige fra lokaludvalgets miljøgruppe – men alle skal hjælpe med til at holde orden, hvis bytteøen skal blive ved med at være indbydende og overskuelig.
Efterlad derfor bytteøen i samme eller bedre stand end du fandt den, når du kommer forbi for at bytte.
Byt mere – køb mindre
Bytteøen er et lille skridt i den rigtig retning mod mere genanvendelse af vores fælles ressourcer, hvor du har mulighed for at bytte dine brugbare ting med dine naboer.
Når vi bytter i stedet for at købe og smide væk, belaster vi naturen mindre og genererer mindre affald – noget, der ligger lokaludvalgets miljøgruppe meget på sinde!
Læs mere om miljøgruppens arbejde for et grønne, renere og mere bæredygtigt Valby lige her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!