Vejstøj høring Valby Lokaludvalg

Sænk vejstøjen på Vigerslev Allé, Toftegårds Allé og Gl. Køge Landevej

I nyt høringssvar om vejstøj lægger lokaludvalget vægt på, at der især sættes ind med støjdæmpende asfalt på de tre store gennemkørselsveje, og at hastigheden på Folehaven og Ellebjergvej nedsættes.

Handlingsplan for vejstøj 2018-2023‘ er en plan, der skal sætte rammen for, hvordan der vil blive arbejdet med støj fra vejtrafikken i Københavns Kommune. Planen er i høring frem til 18. maj 2018.

Da Valby er en bydel med store gennemkørselsveje, som i særlig grad er belastede med vejstøj, er vi glade for, at Københavns Kommune fortsætter indsatsen.

Det nyeste støjkort over Valby viser med al tydelighed, at flere af Valbys veje er hårdt belastede af vejstøj:

Støjkort Valby 2018

Lokaludvalget lægger især vægt på to ting i høringssvaret:

Støjdæmpende asfalt på Valbys tre størst belastede vejstrækninger

I forhold til renovering af veje og udlægning af støjsvag asfalt peger lokaludvalget i særlig grad på at prioritere følgende vejstrækninger:

  1. Vigerslev Allé
  2. Toftegårds Plads og Toftegårds Allé
  3. Gl. Køge Landevej 

Her er ifølge kortene over støjbelastning størst belastning og der er et stort antal borgere, der bor ud til disse veje.

Der bør afsættes tilstrækkelige midler på Københavns Kommunes budget til at gennemføre renovering af disse strækninger hurtigst muligt.

Nedsat hastighed på Folehaven og Ellebjergvej

I forslaget til handlingsplanen er Roskildevej nævnt som en strækning, der skal have nedsat hastigheden fra 60 km/t til 50 km/t. Det ønske støtter lokaludvalget fuld og fast op om.

Folehaven, Ellebjergvej og den sydligste del af Gl. Køge Landevej er dog ikke optaget på listen over veje, hvor hastigheden søges nedsat. Og det forstår vi ikke:

Uanset at der nu bliver lagt ny asfalt på Folehaven, er det entydigt i forhold til støjkortene, at Folehaven og Ellebjergvej uden sammenligning er de mest støjbelastede strækninger i bydelen.

Vi ønsker derfor, at også disse veje får nedsat hastigheden til 50 km/t, hvilket er en effektiv måde at sænke støjniveauet på.

Pengene til dæmpning af vejstøj skal findes løbende

Handlingsplanen er ikke finansieret på forhånd. Penge til indsatser skal dermed findes løbende på Københavns Kommunes budget.

Men erfaringen fra den sidste handlingsplan for vejstøj er, at den er et godt redskab, når der skal afsættes penge til støjdæmpende foranstaltninger, f.eks. støjdæmpende asfalt.

Se hele Valby Lokaludvalgs svar på høringen her:

Send dit eget høringssvar

Du kan besvare høringen på Københavns Kommunes høringsportal frem til 18. maj. Her finder du også hele høringsmaterialet:

2 svar
  1. S. H. Sørensen
    S. H. Sørensen siger:

    Retortvej er blevet yderst trafikeret. Benyttes også ofte som “Formel 1 racerbane”

    Svar
    • Martin
      Martin siger:

      I Folehaven bor der rigtigt mange mennesker, der er en del små erhverv mange cykler, børn og gående.
      Der køres alt for stærkt, max.50 km vil klart gøre det mere sikkert og betydeligt mindre larm.
      Det er jo ikke dem der bor i Valby, der kører der. Det er folk udenfor København der forpester luften og støjen for os andre. København tænk på jeres egne borgere først.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *