Titel:
Titel:
Diskoskasteren
Kunstner:
Kunstner:
Myron
Årstal:
Årstal:
opstillingsår 1976
Diskoskasteren
Myron
opstillingsår 1976
I Valby Idrætspark står en kopi af en af historiens formentlig oftest kopierede skulpturer. Skulpturen forestiller en diskoskaster lige i det øjeblik, at han skal til at kaste sin diskos.
Den originale skulptur er lavet af den græske billedhugger Myrons, der levede i det antikke Grækenland fra 470 – 450 f.Kr. Myrons store kunstneriske bedrift var at få bevægelse ind i figuren, hvilket stilistisk set hidtil havde været præget af en stivere kropsholdning med faste normer for de forskellige kropsdeles position.
Den originale udgave af diskoskasteren eksisterer ikke mere, men romerne kopierede den græske kunst og lod den opføre rundt om i deres byer og privat. Den originale skulptur var udført i bronze mens romernes kopier var hugget i marmor. Diskoskasteren blev genfundet, da man i 1791 udgravede den romerske villa, Hadrians Villa, der ligger lidt uden for Rom. Diskoskasteren blev herefter rekonstrueret af den italienske kunstner Carlo Albacini.
Diskoskasteren, der i dag står i Valby Idrætspark, blev købt af Carl Jacobsens Albertina fond, der var oprettet til anskaffelse af skulpturer til pryd for offentlige pladser og haver i København. Diskoskasteren blev i første omgang placeret i Ørstedsparken, men blev i 1976 flyttet til sin nuværende placering. Senere købte Carl Jacobsens endnu en kopi af diskoskasteren, som han lod opstille på Østerbro Stadion. Trods det fælles udgangspunkt er de to udgaver af Diskoskasteren ikke ens. Ved forskning i Myrons originalstatuer fandt man frem til at diskoskasteren oprindeligt havde kigget bagud og ikke fremad, som han gør det på skulpturen i Valby Idrætspark. Endnu en udgave af skulpturen er opstillet i Botanisk Have og ved Ollerup Gymnastikhøjskole ved Svendborg.
Placering:
Valby Idrætspark, Julius Andersens Vej
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!