Drømmegavlen på Gadekærvej får en tvilling i London
I 2013 forvandlede forfatteren Morten Søndergaard betongavlen for enden af Gadekærvej til kunstværket Drømmegavlen med 117 drømme formuleret af beboerne. I oktober måned får værket tvillingen “Wall of Dreams”, der skal projiceres på facaden til Royal Festival Hall i London.
Værket i London er et kæmpe kollektive digt, sammensat af drømme fra flygtninge, som Morten Søndergaard har indsamlet på rejser i Europa. Ordene projiceres op på den enorme bygning i London i en periode på tre uger.
Tvillingen var planlagt fra starten
Morten Søndergaard har fra starten af arbejdet med Drømmegavlen tænkt, at værket skulle have en tvilling. For hvor Valby-gavlen spørger de mennesker, der bor inde i huset, spørger London-gavlen de mennesker, som ikke har et varmt og trygt sted at bo, om hvad de drømmer om.
Drømme binder mennesker sammen
For Morten Søndergaard er arbejdet med drømme vigtigt: “En drøm er et ønske, der angår fremtiden. Den giver et glimt af en person og en kultur indefra uden fordomme. Ved at fokusere på drømme træder værdighed og stolthed i forgrunden.” fortæller han til Statens Kunstfond i et nyligt interview.
“Når vi møder mennesker ansigt til ansigt, begynder stereotype holdninger ofte at smuldre. Når vi hører om hinandens drømme, er empati uundgåelig.”
Wall of Dreams vil blive vist fra d. 13.10-01.11.2017 på Royal Festival Hall i South Bank Centre, London.
Læs hele interviewet med Morten Søndergaard hos Statens Kunstfond:
Drømmegavlen i Valby kan opleves både dag og nat for enden af Domeas bygning på Gadekærvej. Læs mere om værket her:
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at deltage her!